Den virkelige historie om Søren og Mette.
– det er da en myte, eller?
Her er den virkelige historie om Søren og Mette. Søren og Mette har ingen rigtig far og en mor. Søren og Mettes far og mor er Skaberen, og dengang da Søren og Mette blev ”født” var Skaberen helt alene i verden. Der var slet ikke kedeligt i verden dengang selvom der ikke var andre børn end Søren og Mette, for deres ”far og mor” havde udstyret Sig med en tolv helt vilde robotter eller tjenere som var så smarte at de lignede og optrådte på samme måde som mennesker. Når Søren eller Mette snakkede med en af tjenerne var det som om både deres ”far og mor” også var til stede, og det var ”de” på en måde også. Skaberen havde haft travlt, for ved hjælp af tjenerne kunne ”Han” konstruere de mest vanvittige ting, og der var indrettet landskaber med kæmpe vidtstrakte sletter, store skove med floder og gigantiske vandfald og på de mest smukke steder, parker som var ethvert palads værdigt. Rundt omkring på de smukkeste steder i parkerne var der kæmpe paladser, slotte og bygninger i alle mulig afskygninger. Alt var nøje udtænkt og udført og der var veje og køretøjer, og selve boligerne var fyldte med detaljer og skønhed som overgår enhver fantasi. Her valgte Søren og Mette et meget smukt sted at bo, tæt på hvor deres ”far og mor” også boede.
Søren og Mette tilhørte hinanden lige fra starten og for at knytte dem ekstra sammen havde Skaberen udstyret dem med en trådløs forbindelse som ingen nogensinde ville kunne afbryde eller bryde ind i, og gennem denne linje kunne de altid fornemme den anden, uanset hvor langt væk de var fra hinanden. Det var de glade for, for lige fra starten, elskede de hinanden, højere end noget andet, bortset fra deres ”far og mor”, Skaberen og de tolv tjenere, som de også elskede meget højt.
Så snart Søren og Mette havde bosat sig begyndte de at udforske de tusinder af muligheder de havde for selv at lavt ting og indrette deres eget liv. De var ikke i stand til at lave robotter som ”deres far og mor”, men de var i stand til at lære det. De havde uanede muligheder, men måtte lære en helt masse før de var i stand til at udforske dem og udforme deres egne omgivelser. Men som tiden gik, fik de omdannet deres hjem ved at give det et personligt udtryk, og det var meget specielt og smukt. Men de blev aldrig færdige. De legede med alle mulige slags udtryk. Indretning med lyd, lys, perspektivering og processer, krævede bedre og bedre teknologi, som de lærte at forstå og udvikle efterhånden, med hjælp fra Skaberens hjælpsomme tjenere. Derfor kedede de sig aldrig.
Der var også andre grunde til Søren og Mette ikke kedede sig. Deres ”far og mor” fik nemlig mange flere børn end Søren og Mette. Faktisk fik ”de” rigtig mange, så mange af de færreste var klar ovre hvor mange børn de egentlig var. Men først fik de Peter og Line, altså efter Søren og Mette. Så kom Poul og Inge, Bent og Connie, Michael og Lise, Erik og Hanne. I starten valgte de alle sammen af bo helt tæt ved hinanden, men efterhånden som der kom flere til gik det op for de næste at de ikke behøves at gå glip af noget, blot fordi boligerne lå en smule længere væk fra de andre, for transport var jo ikke noget problem i Søren og Mettes verden. De benyttede bare de mange køretøjer som stod til rådighed, men hvis de ikke havde lyst til at køre kunne de ganske enkelt tænke sig derhen hvor de gerne ville hen. Aksel og Jette var de første som for alvor flyttede lidt længere væk men nu bosatte de næste sig tæt ved Aksel og Jette præcis som Søren, Mette og alle de andre havde bosat sig nær deres far og moder.
Livet var ret ubekymret for den lille gruppe vi allerede kender navnene på, og de tusinder af venner som boede lige rundt omkring dem. At Aksel og Jette dannede en gruppering længere ude betød intet som helst, og der var intet fjendskab imellem dem af denne grund. Alle elskede hinanden og lærte hinanden ting og underholdt hinanden til stor glæde og tilfredshed for deres elskede ”far og mor”, og i øvrigt kom der snart så mange nye til, at ”hullet” imellem grupperne voksede helt sammen igen. Når Søren og Mette lavede nye ting sammen var det næsten altid Mette som fik ideerne. Hun brugte meget tid på at sidde og tænkt over nye ideer og hvordan de kunne de kunne udføres, og ofte arbejde hun sammen med andre kvinder. Når så projekterne lå klar og de skulle blive til virkelighed, havde de sjældent samme stædige vilje til at gennemføre dem, som mændene havde, så nu kom mændenes tur. Det var et perfekt sammenspil og alle nød deres rolle og anstrengte sig for at gøre sin del af arbejdet så perfekt som muligt.
Når der var noget Søren og Mette ikke forstod tog de hen til Pia eller Alfred. Det var de tjenere som Skaberen stilede til rådighed for dem, når der var noget de havde brug for, eller ville vide. Alle tjenerne vidste omtrent det samme som Skaberen Selv vidste, men hvis der opstod et behov for Skaberens Egen tilstedeværelse, sløredes tjenerens udtryk og trækkene ændredes til Skaberens Eget særlige ansigt. En dag var både Søren og Mette taget hen til Alfred. Det interesserede dem at høre hvordan de selv var blevet til, og også, hvordan Skaberen selv var blevet til. Selve livets gåde. Den første del af svaret kom hurtigt fra Alfred, men snart viste det sig at Alfred ikke kendte til hele svaret. De fik at vide at Skaberen var opstået ved at tanken og viljen var draget hen imod hinanden og mødt hinanden præcis på det sted hvor det var muligt at komme i kontakt med universets gode energi og stof. Tanken og viljen forandres fra at kunne intet hver for sig, til at aktiverer hinanden, og straks gik viljen i gang med at etablerer de første kredsløb som af tanken var udtænkt på forhånd. Stribevis kredsløb blev til gigantiske computere som igen dannede bevægelige elementer og gribe arme. Robotterne var en realitet og gennem et gigantisk netværk beherskede tanken og viljen i realiteten alt hvad der fandtes i universet. Alt det gode stof beherskedes gennem direkte forbindelse, og det dårlige (modsatte) stof, ved at det kunne inddæmmes via et kæmpe net, fordi dets struktur var langt grovere end det gode stof. Nærmere kunne Alfred ikke komme svaret, men de lyttede begge to meget interesseret til forklaringen. Men hvad så med dig selv, ville de vide. Hvordan er du selv blevet til? På det tidspunkt opfattede de Alfred som en der nærmest var som dem selv, selvom de nok var klar over at Alfred og de elleve andre tjenere var noget særligt. ”Tja”, svarede Alfred, ”vi er det nærmeste man kan komme på en blanding af en robot og en person. Vi er som en robot fordi vi er indflettet i vores skaber i en grad så vi ikke er frie og selvstændige. På den anden side er vi forfinet med så meget personlighed at vi på samme tid kan håndterer hundredvis af personligheder tid, uden at komme i tidsnød eller konflikt med os selv. Det er dog intet i sammenligning med hvad vores skaber kan, for selvom vi alle sammen præsterer på fuld kraft er jeres far og mor i stand til at følge med i og huske det hele. Vi er en del at en enorm kraftfuld personlighed. Ligesom os er jeres far og mor hverken mandlig eller kvindelig fordi kraften af vores tankestyrke og viljestyrke er fuldstændig i balance. Anderledes forholder det sig med jer selv. I er begge to beriget med både tanke og vilje, men på en måde så tanken og viljen er i balance når, i er sammen. Hver for sig er Mette mere kvindelig da hun besidder en langt stærkere tanke end vilje, og for dig Søren, forholder set sig modsat. Du er mandig.” Alfred så kærligt og undersøgende på Søren og Mette for at sikre sig om de var tilfredse med hans svar. ”Hvad er det korrekte at sige om vores ”far og mor”, ville Mette vide. ”Skal man sige ”Han” eller ”Hun”, for jeg har ikke lyst til at sige ”Den” eller ”Det”. I kan sige det som falder jeg mest naturligt, for begge dele er rigtigt”, svarede Alfred. I øvrigt er i ganske frie, for dengang i blev skabt gjorde jeres Skaber en kraftig begrænsning på sig selv. Hvor Han før alene besad magten over alt i universet, fraskrev Han sig magten over alt det i med jeres tanke og vilje måtte finde på at skabe og udtrykker. Aldrig nogen sinde vil han forsøge at sætte sin vilje over jeres egen, da en sådan handling vil stride direkte imod kraften i det gode stof som Han polariserede, da Han Selv opstod”. Således oplyst og overvældet af Alfreds forklaringer, drog de tilbage til deres eget hjem. Taknemmelige og frydefulde over den skønne og smukke tilværelse de var blevet tildelt af deres kærlige Skaber. Til frihed og kærlighed, i evighed.
Drømmen om mere
Søren og Mette var lykkelige og ligeså var deres venner, Aksel, Jette og deres venner var ligeledes lykkelige. Fordi Aksel og Jette var de første som havde bosat sig længer ude havde der dannet sig en lille kreds omkring dem. Deres gruppe, og Søren og Mettes gruppe, mindede om hinanden på en måde så de gensidigt fandt morskab i at mødes og optræde for hinanden. Ved sådanne optrædener kunne det trænede øje bemærke nogle karakteristiske forskelle på de to gruppe. Noget som havde udviklet sig gennem de mange år som var gået. Når Søren og Mettes gruppe viste skuespil som de selv have skrevet, forekom det ofte at der var nogle skabninger med i stykket som ikke fandtes i virkeligheden. Disse skabninger var svage og sårbare, men med den rette pleje rettede de sig og fik styrke og sejhed. Aksel og Mettes stykker var derimod næsten altid baseret på den næsten mystiske forskel og sammenspillet mellem geniale robotter og så dem selv. Det var noget enhver kunne genkende og fornøje sig med, mens de til tider kæmpede med at forstår hvor Mette ville hen med sine til tider, ret mærkelige væsener.
Men Mette var ikke alene om at drømme om nye skabninger. Deres egen Skaber havde også nye skabninger i Sine tanker. Det var ikke sådan at Han på nogen måde var ufornøjet med sine børn. Nej, slet ikke. De var ham alle sammen meget kærkommen og fuldstændig uundværlige. Han elskede hver og én fuldt ud. Men hvad var det da som mangler, som gjorde at alting endnu ikke var fuldendt i Hans indre sind? Måske, men ingen vidste det med sikkerhed, handlede det om en ganske særlig form for ensomhed, som voksede sig stadig større i Hans indre. Ensomhed, fordi Han var den eneste i verden som kendte til eksistensen af det modsatte stof som fandtes da Han selv blev fuldendt. Eller måske var det fordi Han så det smukke i den forskel som dette modstof kunne berige verden med? På samme måde som et skønmaleri først får sin sjæl når maleren har lagt skygger på. Ingen ved det med sikkerhed. Men Inden den tid da Han blev fuldendt, havde både tanken og viljen førhen ligget og søbet nærmest hjælpeløst rundt i dette modsatte forfærdelige stof, og havde lært at afstå fra alle de dårligdomme som måtte komme derfra. Tanken og viljen kunne have grebet polerne i dette grove og nedrige stof frem for at afvise det og søge ind i det langt finere og ædlere stof som Han endte med at beherske. Det betød at modstoffets poler lå blottet og bød sig til for enhver tanke og vilje som bød sig til. Et hvilket som helst af Hans mange tusinde børn kunne gribe disse poler hvis ikke han havde sørget for at skærme dem effektivt af, så intet af dette modstof kom i deres nærhed. Inden han skabte dem havde han organiseret modstoffet uden at berøre polerne, men ladet de fysiske elementer indordne sig efter hinanden, under Hans strukturelle indflydelse. Han dannede fire mægtige sole som skulle bære det hele ved Hans tanke, således at de fastholdt hinanden i parløb, to og to mens parrene cirklede omkring det centrum hvori han selv opholdt sig, og i solenes flammende skød nedlagde han mangeartede livsformer. Nu lod han stoffet eksplodere så sole og kloder spredtes ud i alle retninger. Fire bigbang, men dog kontrolleret hvorved fire universer blev skabt og sat i og underlagt en række lovmæssigheder. Et såkaldt intelligent design.
Der gik lang tid inden de værste tåger lettede, men så begyndte Han at spejde efter en enkelt klode som overhovedet kunne egne sig til at rumme liv. Forholdene i universerne var meget barske. Han lod dem modne og udvalgte så endelig en bestemt klode i et af universerne. Ikke overraskende var denne klode, jorden, men endnu var jorden slet ikke som vi kender en i dag. Jorden blev fuldstændig hyldet ind i partikler af det fine stof Han selv styrede, sådan at de harmoniserende egenskaber fra det langt finere stof kunne smidte af på det grove og hårde miljø som fandtes. Og det virkede efter hensigten. Forholdene på jordklode udviklede sig helt enestående i forhold til noget andet sted i verden.
Indtil videre vidste Søren, Mette og alle de andre intet om alt det, for et gitter af fine partikler havde forhindret modstoffet i at trænge ind, og ingen havde haft grund til at søge ud, da de ikke vidste der fandtes andet end det de kendte. Da Han endelig lod dem vide at der fandtes et modstof, og at Han havde planer om at skabe nogle nye væsener som fra starten af (modsat dem selv) skulle lære dette stof at kende, var det ikke alle som reagerede lige frygtsomt. Især Søren og Mettes gruppe tog disse nyheder i ret stiv arm, mens andre var noget urolig ved tanken på det farlige stof som de nu hørte om for første gang. Det vakte måske allerede nu bekymring hos deres elskede ”far og mor” at de var så seje, men på den anden side havde de jo altid ønsket at følge selv hans mindste ønske, ligesom de gladelig føjede hinanden i et og alt. Der var bestemt ingen grund til uro.
Han skabte en hel kuppel i nogen afstand omkring jorden og indrettede landskaber og boliger der, i lighed med dem han i sin tid lavede efter Sin Egen opståen. Eller, nu var det jo ikke kopier. Dette her sted var anderledes og på en måde smukkere, fordi sådan bliver ting jo når nogen gør sig umage og samtidig har gode erfaringer med i bagagen. Han skabte dette sted til dem som skulle hjælpe til når jorden engang blev helt klar til beboelse. Til den tid ville Han skabe sine nye små børn som Han mente let kunne reddes tilbage når de polariserede det det modsatte stof. Det ville de kunne fordi de skulle skabes så uendelig svage. Og når Hans nuværende børn så eller hørte om de erfaringer som måtte komme, ville de samtidig lære og forstå lumskheden ved dette stof. En glimrende plan, må man sige, så Han inviterede dem alle ud på tur og viste dem stedet og boligerne. Ingen skulle jo tvinges til at bo der, men på den anden side håbede Han på at der var mange som gerne ville, så Han havde muligheden for at vælge dem ud som Han fandt bedst egnede. Dette var stadig på en dag hvor projektet så lyst og godt ud.
Nu er det ikke sådan at helvede brød ud i lys lue den næste dag heller, og ej heller den næste. Den katastrofe vi nu skal være vidne til kom snigende. Det første tegn på at noget var galt var en fortsættelse af den historie vi allerede kender lidt til. Søren, Mette, og vennerne. De var måske lige en lille smule for begejstret for det de så, og måske også lidt det de hørte. De fandt i hvert fald projektet så interessant og det nye sted så indbydende at de næsten ikke var til at få med tilbage igen. Vel hjemme igen talte de ikke om andet, og deres fantasier om de nye og hjælpeløse børn som skulle komme, indgik i et voksende antal stykker som de underholdt med alle de steder de kunne komme til det. Deres besættelse blev så omfattende at de til sidst besluttede at tage på endnu en tur til de for dem, forjættede sted. Det skete naturligvis ikke uden at det kom deres Far for øre, og det bekom Ham ikke ret godt. Deres ivrighed bekymrede Ham i stigende grad, så Han besluttede at henvende Sig til dem én gang for alle, for at få dem til at forstå, Han ikke delte deres begejstring. Han ville få dem til at falde lidt til ro ved at tale roligt og stilfærdigt med dem sådan som Han altid havde det for vane at tale med sine elskede børn. Endelig ville han så advare dem imod den fare som lå hele projektet, at nogen af Hans nuværende børn skulle risikere at lade sig gribe af de farlige poler som lurede derude.
Det gik slet ikke sådan som han havde tænkt sig. For det første forstod de til at begynde med, kun delvis at Han sådan bekymrede sig, og da de hørte at Han gerne så de faldt lidt til ro, forstod de heller ikke dette til bunds, for som en af dem selv tillod sig at spørge Ham. ”Jammen er du da ikke selv spændt på projektet? Hvorfor skulle vi da ikke også være det?” Hans svar var selvfølgelig uovertruffen, desværre bare uden virkning. Gruppen bestemte selv og de gjorde heller ikke nogen ondt ved at tage på den tur. Når det så er sagt, var det en katastrofe som var på vej. En af den slags som kommer snigende, som en tyv kommer om natten.
Et skridt mod nye tider
Søren og Mette foretog en stribe af ekspeditioner til Jorden og hver gang fulgte flere og flere med på deres ture. De havde for længst udvalgt sig netop den bolig de synes bekom dem bedst, og efterhånden betød deres tidligere tilværelse mindre for dem. Intet bandt dem længere til deres gamle hjem og hvis nogen spurgte om de helt kunne undvære det, svarede de ubekymret, og straks ja. De så aldrig Aksel, Jette, Bjarne, Lisbeth, Lars, Lykke og alle de andre fra udflyttergruppen mere, men de måtte jo leve deres ”kedelige” liv som de selv ville. Der var intet fjendskab mellem dem, blot en erkendelse af at ingen er ens, hvilket der jo ikke er noget forkert ved. Mettes bedste veninder var stadig de samme. Line, Inge, Connie, Lise og Lisbeth delte alle sammen Mettes drømme om engang at skulle tage sig af Skaberens nye børn, når Han engang fik taget Sig sammen til at sætte dem i verden. De drog jævnligt helt ned på jorden og så hvordan forholdene dernede ændrede sig og blevet bedre. Luften var betydelig klarere nu, hvor der indtraf færre naturkatastrofer, og de spurgte ofte hinanden om, hvornår tiden mon var inde. Da hørte de pludselig Skaberen tale til dem og Hans stemme lød indtrængende og bedrøvelig på samme tid. Det var sket før, et par gange endda, at Skaberen sådan havde talt til dem, men hver gang havde de pænt lyttet indtil stemmen tav. Nogle få var dog ved disse lejligheder taget tilbage til deres gamle boliger, men langt de fleste var blevet hvor de nu havde indrettet sig, og nød af være. Deres Skabers stemme bød dem endnu engang at rejse tilbage, og Han gjorde det helt tydeligt for dem at Han slet ikke ønskede deres hjælp med hensyn til Sit projekt med de nye børn. Dem jeg har brug for må ikke være utålmodige som i er. Det, denne opgave kræver, er det stik modsatte, for den bliver både vanskelig og langsommelig. ”Jeg har endnu ikke valgt dem som skal hjælpe mig med denne opgave, men jeg siger jer, det bliver ikke jer. Tag straks hjem!” Så direkte talte Hun til dem, men de var så optaget af deres egen interesse i sagen at de simpelthen nægtede at tro på hvad de lige havde hørt. ”Vi rejser ingen steder”, sagde Michael mens han så fast på Lise, da stemmen atter holdt inde. Han og de andres mænd var netop ankommet til pigernes møde, mens stemmen endnu talte. Lise besvarede han blik og flere nikkede samtykkende, og emnet var hermed endelig afsluttet.
Hvem andre end dem skulle være de udvalgte? De var jo dog mere forberedt end nogen andre. Havde de ikke forberedt sig på alle tænkelige måder? Havde de ikke, forud, tænke på alt hvad nogen overhovedet kunne forestille sig? Jo, jo, og jo. Der blev hakket af i alle felter. De var klar, alt var klar, og de forestillede sig endnu engang hvordan projektet ville tage sin begyndelse. Alligevel skete intet. ”Vi kan vel selv skabe disse børn som skal bo på jorden”, foreslog Inge henkastet, da den kendte inderkreds endnu engang var samlet for at drøfte sagen. ”Ved vi ikke nok, med alt det vi tilsammen har hørt fra Alfred?” Det tog dem ikke lang tid at beslutte sig for at forsøge, og mændene arbejde med på projektet alt det de formåede. Uanset hvor meget de end anstrengte sig ville de aldrig kunne gennemføre dette forehavende, for selvom Skaberen havde delt alt viden med dem, var denne ene opgave kun muligt for Ham at gennemføre. De brugte oceaner af tid, men lige meget hjalp det. Anstrengelserne udmattede og forblindede dem. Da henvendte Line sig direkte til Mette og sagde: ”Vi formår ikke skabe liv af samme stof som vi selv er lavet af, men modstoffet indeholder jo også muligheder for liv!” Først rystede denne konstatering Mette, men snart genvandt hun fatningen og så alvorligt på dem alle sammen. ”Hvis vi skal forsøge at skabe liv af modstoffet, får vi endnu mere brug for mændenes hjælp. Jeg ser intet af dette stof heromkring, og tænker af det kræver alt den viljestyrke som kun mændene har”. De overhørte endnu engang Skaberens advarsel, kaldte mændene til sig, og fortalte dem ideen. Mændene brugte deres viljesyrke hvormed de drog modstoffet til sig, som samlede sig omkring dem. Det som skete nu var overraskende for dem alle sammen. Ingen havde på noget tidspunkt forestillet sig den kraft som mødte dem fra modstoffet, nu hvor det omsluttede dem. Modstoffets poler udså sig den stærkeste af dem alle samme. Den de alle sammen så mest op til og som havde den stærkeste vilje, Søren. Han nåede slet ikke at fatte hvad der skete inden forvandlingen, og da forvandlingen først var indtruffet, var han så fortumlet at han ikke engang tænkte den tanke at forsøge af kæmpe imod. Ej heller tænkte han på at kalde på sin Far, for allerede nu skammede han sig over at have overhørt Hans mange advarsler. Hvad han tænkte på var at samle sig og forsøge at stå det gennem som nu var blevet hans nye virkelighed. Han kæmpede med sig selv, og begyndte langsomt at sanse sine omgivelser, og sine omtumlede venner.
Forvandlingens tågeverden
Da han endelig fik manet sig så meget op, at han kunne begynde at orientere sig, var intet af det som mødte hans blik det samme som det havde været for blot et øjeblik siden. Alt, var klistret ind i et tåget nærmest levende stof, som fulgte ham i den mindste bevægelse han foretog. På en ny og helt uforklarlig måde fornemmede han hvordan han var i stand til at føle alt hvad der foregik inde i dette plastiske stof. Han fik øje på Mette som var i færd med at rejse sig, som om nogen lige havde slået hende omkuld med et voldsomt slag af en forhammer. Han rakte ud for at støtte hende, men hans tanke var meget hurtigere end hans arme og ben. På et øjeblik gled hans bevidsthed væk fra sin egen krop, over i Mettes og han mærkede hvordan han ved hjælp af det fremmede stof stivede hende op, men han for forskrækket tilbage og tumlede atter omkuld. Han havde været ind i Mettes sjæl på en måde han aldrig havde troet mulig og de havde set på hinanden et lammende men meget kort øjeblik inden han vendte tilbage til sig selv. Der var vist lige noget han skulle vænne sig til her. Det begyndte at gå op for ham at de forandringer som var indtruffet for dem alle sammen, havde medført nogle helt specielle konsekvenser for hans eget vedkommende.
Den forvandling vi lige har været vidne til var mere omfattende hvis vi lige zoomer linsen lidt ud. Søren, Mette og vennerne udgjorde jo kun den lille kerne af de tusindvis af børn som havde bosat sig i området omkring jorden. Hele området, jorden og boligerne rundt om denne, lå ude midt i universet hvor alting stort set kun bestod af modstof, og den eneste grund til at dette stofs kræfter ikke var i spil, skyldtes at stoffet ikke var polariseret. Man kan sammenligne stoffet det med et spil som ingen var begyndt af spille. (se fodnote 1) Hvis vi drager denne sammenligning kan vi sammenligne universets skabelse med låget som er taget af spilleæsken. Brætte blev lagt på bordet og brikkerne stillet op. Alt dette blev arrangeret som vi også har hørt universet blev det, med det kontrollerede big bang hvori mangeartede livsformer blev iblandet. Spillets regler lå dog stadig bare i æsken fordi ingen var begyndt på spillet, og de blev først taget i brug i det øjeblik hvor Søren havde åbnet sig op for at modtage polerne. Omgivelserne var nu i et vist omfang tvunget til at følge dets regler uanset det ikke var ønskeligt. Det onde spil havde intet at gøre i Søren og Mettes hjemstavn, hvor skaberen holdt alle brikkerne fra det onde spil væk, men sådan var det ikke i området på og omkring jorden. Her dikterede reglerne nu livets gang og fik betydning for de mangeartede livsformer som ellers kun var tiltænkt at skulle vækkes op under påvirkning af det gode stof. De spirede nu frem vækket af modstoffets kraft. Livet udformede sig derfor næsten kun på den, ikke gode, måde, og fulgte de hårde spilleregler som senere blev godt kendte på jorden. Reglen om at den stærkeste art overlever, mens den svage må uddø. Efter nogen tid, med det resultat, at de kæmpe store dinosaurer tonede frem. I denne fortællings tidsramme foregik denne udvikling relativt hurtigt, mens det i jordisk tid almindeligvis betragtes som noget der tog meget lang tid. Og imens alt dette skete var Søren, Mette og alle de andre, travlt optaget med at finde sig til rette og forstå det ”uretfærdige” som var sket, i nogle meget triste omgivelser.
Ondskaben var komme ind Søren og Mettes liv. Følelser som at bære nag og at hade, havde indtil forvandlingen indtraf, været ganske ukendt for dem. Det er mærkeligt at forstille sig en tilværelse hvor sådanne følelser ikke findes. Det er som at se et bille uden skygger, et glansbillede. Først når skyggerne kommer på, får billedet dybde, og netop sådan er vi mennesker vant til at opleve livet. Vi vil ofte gerne have følelserne med, selv om vi på den anden side også godt er klar over at følelser kan skabe forfærdelige problemer. Søren og Mette var kommet i følelsernes vold. Alle de ældre søskende oplevede ligeledes virkningen af det regelsæt som nu nåede dem fra det polariserede modstof, og det lavede for bestandig om på deres tilværelse. Alt hvad de havde taget som en selvfølge, huse, landskaber, indretning, hjælpemidler, robotter og alt, havde førhen fremstået med perfektion. Intet var før blev slidt eller forandret af tidens ælde, men kunne altid genfindes præcis som de havde efterladt det sidste gang de brugte eller så det, med den tid var forbi nu. Når de nye regler spillede ind, blev alting angrebet af en kraft som blot ville ødelægge og nedbryde. Denne kraft gnavede løs på alt fra den mindste ting til selve deres sjæl. Det var til at blive skør af, for det føltes for dem som et mareridt de ikke kunne vågne op af igen.
De havde ellers haft besøg. Fornemt besøg, fristes man til at sige, men de sansede det ikke. En større gruppe ledet af Aksel og Jette var taget hen for at se til dem. Den begivenhed som var indtruffet betød jo at Skaberens projekt var umuliggjort for altid, så de var naturligvis blevet underrettet om den sørgelige nyhed. De havde tænkt om måske de kunne tale deres ældre søskende til fornuft og bringe dem med tilbage til deres gamle hjem, hvilket var en helt naturlig og kærlig tanke fra deres side. Selve processen var dog langt mere krævende og overraskende, end de havde forestillet sig. Da de ankom til stedet hvor deres søskende opholde sig, blev de mødt af en tåge de næsten ikke kunne se igennem. Uanset hvor tæt de befandt sig på den eller det, de ville se, kunne de ikke se det helt skarpt sådan som de var vant til. Men det værste for dem var den ubehagelige indvirkning, modstoffet havde på dem. Følelsen kan bedst sammenlignes med følelsen af ikke af kunne trække vejret frit, lidt ligesom hvis man har taget en gasmaske på. De prøvede at tale til deres søskende, som de trods alt genkendte, og de kaldte på dem. Til sidst råbte de også, men de fik aldrig rigtig kontakt med dem. Deres søskende hørte dem godt nok, men var ikke i stand til at skelne deres råb fra den støj og uro de i øvrigt befandt sig i, og til en vis grad vænnet sig til. ”Gæsterne” indså det formålsløse ved deres besøg og til sidst drog bedrøvede hjem igen.
Udflytterne var også blevet råbt op af Skaberen. Det skete jævnligt at Skaberen kaldte på dem for at få dem til at vende hjem. Han var selvsagt meget ked af det som var sket og ønskede mere end nogen anden om de dog bare ville komme tilbage. Alt det tossede som de havde forårsaget, ville Han så forsøge at rette op på så godt Han kunne, men nu hvor de holdt sig udenfor Hans rækkevidde var der intet Han kunne stille op. Det var deres egen vilje som bestemte hvor de ønskede af være, og så længe de ikke ønskede andet eller bad om Hans hjælp, forblev de hvor de var.
Tågernes planet
I den tid der var gået fra forvandlingen skete og indtil dinosaurerne herskede på jorden, havde Søren og Mette i nogen grad vænnet sig til de følelser som var forbundet med modstoffet, men med hensyn til selve tilværelsen som forandringen havde medført, var det noget anderledes. Som tiden gik, blev de mere og mere utilfredse med deres bolig. Mettes tanker gled ned mod jorden. Hvordan mon der så ud dernede? Hun vidste fra Søren at modstoffet også var dernede, men hvor han vidste det fra, anede hun ikke. Hende bekendt havde han aldrig taget derned og set efter, men sådan var det med Søren. Han vidste bare ting. Hun besluttede sig for at tale med ham igen, for selvom de ikke var sammen helt på samme måde som tidligere, så var det alligevel utænkeligt for hende at træffe beslutninger som at tage til jorden på egen hånd. Den slags overlod hun til ham. Søren var stemt for ideen og befalede hele klikken at gøre sig klar. Klikken bestod af de fem par som engang havde været deres nærmeste venner, samt dem selv. De var stadig en slags venner, men de indbyrdes forhold havde ændret sig en hel del siden forandringens tid. Mange af dem havde prøvet, på et tidspunkt, at være uvenner med Søren, og ønsket ham hen hvor pebret gror. Det havde ingen sluppet særlig godt fra, og hver gang havde det endt med at de ydmyget måtte tage ordene i sig igen. Nu ville Søren have dem med til jorden. Altså var det det de gjorde, og hvad de ellers havde gang i, hver især, blev henlagt til senere. Turen i sig selv var hurtigt overstået når de bevægede sig ved tankens kraft, og snart mødtes de af mange overraskende syn af det omfattede dyreliv som havde udviklet sig dernede. Og overraskelsen udviklede sig snart til en form for afsky, for ingen af dem havde nogensinde før stiftet kontakt med dødens konsekvenser. Ingen havde før overværet drab og forestille sig hvordan en kamp på liv og død skulle ende med at den sejrende åd den anden, efterladende sig resterne til ådselædere og forrådnelse. Fulde af forundring konstaterede de af denne uorden rådede overalt på jorden, og de fandt ikke noget sted hvor de fik lyst til selv af være.
Handlinger med mange konsekvenser
Med Mette og venners hjælp skabte Søren en ny art (menneskene) for at bringe orden på jorden. Den nye art blev hurtigt en succes. De fik i hvert fald mange børn som voksede op, fik børn, blev gamle (de heldige) og dødede. En skygge af dem dødede af mystiske årsager bare ikke, men levede ulykkelig videre som et spøgelse, uden at være hverken død eller levende. (Se fodnoten). Dette syn blev for meget for nogle af de ældre søskende og de bad derfor om hjælp. De blev hjulpet tilbage til deres gamle boliger, men Skaberen kunne ikke bare sådan gå ind og overtage ansvaret for det kuldsejlede projekt. Han forelagde det derfor for de yngre søskende, som til sidst, med Aksel og Jette i spidsen, tog udfordringen op. Det var e stor udfordring for både menneske, skyggerne og deres ældre søskende var fanget i modstoffet. Skaberen hjalp til ved at lave en helt ny sektor med boliger omkring jorden, som kunne rumme både skyggerne og de yngre søskende. Han tog skyggerne, og forsynede dem med tanke og vilje, fra sig selv, og desuden knyttede Han dem sammen to og to, efter samme princip som Hans første børn. De blev informeret lidt om deres situation, inden de fik lov til at hvile sig lidt. Herefter bandt Skaberen deres ny skabte ånd sammen med et endnu ufødt barn hos en kvinde på jorden, så de på den måde kunne være med til at forbedre arten som indtil videre havde haft en levevis stort set som dyrenes. Ånden fik af gode grunde ikke adgang til sin hukommelse førend den igen vendte tilbage til boligerne hvor de yngre søskende stod klar til at modtage den, når døden indtraf på jorden.
Et skridt frem og to tilbage, og igen og igen…
Ja, det var jo lidt af en mundfuld, men hvem siger også det skal være enkelt. ”Løsningen” var kun et lille skridt på vejen og i første omgang var det svært at se hvordan det nogensinde skulle hjælpe de ældre søskende. Først var Søren, Mette og de andre skuffede over menneskene. Så med Skaberens indgriben, forbedrede menneskene sig en smule, hvilket bekom dem godt, men den glæde varede kun kort. Menneskene som til en vis grad havde fornemmet Søren og Mettes tilstedeværelse og været lette at påvirkelige, begyndte nemlig at tilbede solen. Det var et slag i ansigtet på dem, og fordi de var så stærkt påvirket af modstoffet, begyndte de nu at spille på menneskenes frygt for at styrke modstoffet og sig selv, i kampen mod Skaberen. For Aksel og Jette føltes det som spildt arbejde at se menneskene danse for den ondes fløjte. Men så kom Skaberen kom op med en ny ide. De yngre søskende kunne selv lade sig binde til et foster på samme vis som menneskeånderne. Dette tiltag satte skub i udviklingen, og storslåede kulturer voksede frem, indtil det lykkedes for Søren, efter lang tids møje og besvær, og gøre øvelsen efter. Han begyndte at binde de ældre søskende til fostre, hvorved de mest destruktive mennesker, nogensinde, fremkom. Igen måtte Aksel og Jette føle hvordan deres arbejde virkede nyttesløst. Atter lod Aksel sig binde som menneske, fordi han håbede på han kunne overraske Søren ved i menneskelig skikkelse at vise sin medfølelse for sin ældre broder. Det var en binding hvor Skaberen virkelig kælede for enhver detalje for at Aksel skulle komme til at stå så stærkt som det overhovedet kunne lade sig gøre, uden at han ville komme til at vide for meget. Og flere af hans søskende blev bundet, så de kunne støtte ham. Da Aksel, som menneske, var blevet voksen og forsøget skulle stå sin prøve, gik han alene ud i ørkenen, drevet af en indskydelse som skyldtes det løfte han havde givet Skaberen, inden han lod sig binde. Alene i ørkenen ville Søren ikke kunne stå for fristelsen til at skræmme livet af sin irriterende modstander, som intelligent talte Skaberens sag. Og som forudset dukkede Søren ganske rigtigt op og viste sig for Aksel. Nu var det at Aksel skulle forstå Sørens fortvivlede situation frem for at lade sig skræmme, og så håbe på, at Søren ville se sig selv som det smukke væsen han engang havde været. Et forsøg, som desværre mislykkedes. Som sædvanlig, kunne man fristes til at sige.
Et sidste forsøg og så..
Den sved og stillingen var uafgjort. Dog udviklede menneskene rundt omkring stadig stærkere kulturer og tilegnet viden om mangt og meget gjorde forholdene tåleligere. Hvor mennesker i okkulte kredse var lette for Sørens og de ældre søskende at påvirke, var troende og højt kultiverede mennesker lettere at inspirerer med gode tanker og ideer af de yngre søskende. Men når det kom til at tale direkte til et menneske, havde Søren den fordel at menneskets krop og dermed hjerne og høreorgan bestod af modstof. Ånden (iboende tanke og vilje) som bestod af det gode stof, var ”kun” knyttet til hjernen via et tyndt bånd, kaldet livsbåndet. En påvirkning fra de yngre søskende kunne føles som en slags dårlig samvittighed eller en pludselig indskydelse. Dog hvis ordene blev banket direkte ind tanken på en person med en i forvejen særdeles veludviklet tankekraft, ville disse ord kunne overføres til hjernen som igen ville forstår det meddelte. Men da tilgangen via øret var langt mere effektivt, var denne mulighed svær at få gevinst ud af. Skaberen brændte dog efter at komme til at hjælpe de yngre søskende og især efter at få Søren hjem igen, så det tidspunkt da bogtrykkerkunsten var så fremskreden at man efterhånden kunne forudse rotationspressens komme, besluttede Skaberen og de yngre søskende sig for endnu et vovet forsøg. Mange kvinder lod sig binde mange forskellige steder i veluddannede familier i højtudviklede lande. Kvinder, fordi de var i besiddelse af den stærkeste tankekraft. Nu handlede det om at få disse kvinder til at fatte interesse for at tale med ånder. Noget som normalt ikke hørte hjemme i de udvalgte familier, hvor okkultisme ikke var velset. Det var en udfordring, som at få velopdragne børn til at gøre noget de godt ved de ikke må gøre, så derfor blev der da også spildt mange gode forsøg. Heldigvis lykkedes det til sidst. Det var såmænd Bjarne og Lisbeth som fik succes. Bjarne havde ladet sig binde nogen tid før Lisbeth og da han var vokset op og skulle have en datter, lod hun sig binde til datteren. Dermed var der allerede et stærkt bånd mellem far og datter inden faderen dødede. Datteren og den afdøde far fik skabt en stærk kontakt til hinanden efter hans død, og endelige, da Søren forsøger at blande sig og udgiver sig for faderen, fornemmer datteren uråd, og afslører ham. Hun kunne mærke kræften fra modstoffet og vidste hun blev bedraget. Det var det gennembrud som de havde ventet på, for nu kunne Skaberen endelige kommunikerer frit til menneskene, uden at risikere at menneskene blev misinformeret. Da datteren og hendes venner vidste nok om hele situationen, kunne det før så utænkelige ske at mennesker fattede medlidenhed og forståelse for de ældre søskende. Det svækkede modstoffets indflydelse og gav Skaberen muligheden for at drage alle de ældre søskende hjem, samt fjerne hele udflytterområdet, som havde været deres usle hjem gennem meget lang tid. Ingen sørgede over dette, for stedet havde mistet sin skønhed, for lang tid siden, ved modstoffets indtrængen. Det var enden på en epoke, men det var ikke helt slut endnu. Søren fulgte ikke med de andre. Han så tydeligt nok hvordan kraften fra det gode stof væltede frem og trængte modstoffet tilbage, og det overbeviste ham om at han snart ville blive tilintetgjort. Så fastgroet var hans misopfattelse af Skaberen at han så sig selv som Hans ultimative modstykke og dermed dødsfjende. Kun en af dem kunne gå sejrrigt ud af denne fejde, så han var flygtet rædselsslagen ned til jorden og forsøgt at gemme sig hvor tågerne lå tættest. Men så var det der ventede ham en overraskelse. Aksel havde opsøgt ham og viste sig pludselig foran ham. ”Hvorfor flygter du”, ville han vide? ”Kom med mig, så skal jeg føre dig til nogle mennesker som tænker venligt på dig og vil hjælpe dig”. Det var meget svært at tro, men da Søren ikke kunne forestille sig, han kunne få det værre end han havde det allerede, fulgte han nervøst med. Det var selvfølgelig datteren og hendes venner, som Aksel førte Søren hen til. De var forberedt på hvem der skulle komme, og da det gik op for Søren at de oprigtigt ønskede at hjælpe ham, på trods af de udmærket var klar over hvem han var, brød han sammen. Vaklende blev han ført hjem hvor Skaberen tog imod ham med en kærlighed som ingen nogensinde havde set magen til.
Interviewet
Der er lige et par stykker som vi har glemt, jeg ved det godt. Dem som var bundet og i live på jorden. De måtte naturligvis vente til dette liv var forbi, men det blev afklaret sådan at ingen var imod de forandringer som var indtruffet. Og forandringen var kæmpe stor, selv om den ikke kunne mærkes på jorden hvor anden verden krig var under stærk opsejling. Den blev som bekendt aldrig afværget, men handlingen i fortællingen om Søren og Mette fortsatte ikke på jorden. For at få at vide hvad der skete med dem kan vi lytte til et interview der blev lavet efterfølgende. Der var selvfølgelig mange som udtrykte en ønske om at få muligheden for at blive klogere på noget af alt det som var foregået og hvem var da bedre til at forklare alt dette end Søren og Mette selv? Det foregik i deres gamle hjem hvor de fik besøg af selveste Alfred. Alfred var den helt rigtige for Søren at betro sig til. Mette deltog ikke i første omgang, for deres oplevelse var på afgørende vis meget forskellig, så de havde aftalt, det var bedst sådan. Det var et nedslående syns der mødte Alfred da Han trådte ind i Sørens stue. Han mindedes Søren som han havde været dengang han borde herhjemme, inden den forfærdelige udflytning, som førte til alle katastroferne. Nu var Søren overdænget i modstof som stedse bevægede sig igennem ham, fordi det bandt ham til alle de onde handlinger han havde stået for. Energien som holdt disse strømninger i gang ville først forsvinde når ingen længere følte had til ham. Først der, ville modstoffet slippe ham så han kunne stråle som i gamle dag. Det samme galt mere eller mindre alle de ældre søskende, men forholdet var noget helt særligt for Søren, fordi han som skaber af menneskene, stod til regnskab over hele menneskeheden. Hans tilstand var svær at forstille sig, men Alfred var godt forberedt på det som mødte Ham. Han gav først og fremmest Søren masser af tid til at samle sig. ”Det er ovre, men alligevel ikke”, sagde Alfred da tiden var inde til at påbegynde samtalen. ”Nej”, svare Søren tørt, med en stemme der lød som om den lige skulle i gang. ”Intet er umuligt, men det kræver alle mine kræfter for at jeg overhovedet kan forestille mig en glad og lykke fremtid igen”, åbnede Søren op. ”Alle mine søskende kaldte på mig til sidst, og de kaldte på mig som deres elskede bror som husker mig fra begyndelsen. Ingen af dem bebrejdede eller bebrejder mig noget som helst, men ønsker bare at se fremad. Og således kom jeg her tilbage og var selvfølgelig enormt lettet og taknemmelig”. Søren holdt en lille pause, og lidelserne stod skåret i hans ansigt. ”Lettelsen varede dog ikke ret længe, for det gik snart op for mig at min helt specielle situation placerer mig isoleret, fordi alle de andre bruger alle deres kræfter på at hjælpe menneskeheden. Alle mine ældre søskende venter blot på at blive bundet til mennesker, og derfra skal de på samme vis som menneskeånderne, lære at håndtere modstoffet. Det bliver virkelig en udfordring for dem. Mine yngre søskende som har lovet at hjælpe menneskene får bestemt ikke mindre at se til. Modtage, støtte og undervise ånderne som kommer tilbage fra livet, og arbejdet som skytsånder. Alle mennesker får tildelt en af de yngre søskende som skytsånd ved deres fødsel. Det arbejde bliver der heller ikke mindre af i fremtiden. ”. Søren forsøgte at holde et suk væk. Han var jo glad for det arbejde de gjorde. ”Intet her, er som det var engang, og en tilbagevenden til noget som ligner en tilværelse igen, virker, ja, som jeg sagde før, fjernt”. Søren holdt nu en pause, men så fortsatte han: ”Jeg vil nødig klynke, for jeg ligger jo som jeg selv har redt. Jeg er fuld af anger over det jeg har forvoldt imod menneskene, og ved nu at jeg aldrig skulle have blandet mig i Skaberes sager. Nu hvor jeg har fået mulighed for at tale til dem, som den angrende sjæl jeg er i dag, håber jeg menneskene vil tage imod fornuft, hjælpe til og lette det kæmpe arbejde som styres af mine yngre søskende fra boligerne ved jorden. Dette arbejde kommer i første række indtil alle er befriet og kan modstå kræfterne fra modstoffet. Jeg håber de forstår af jeg ikke længere er deres største frygt, men blot en fredelig sølle stakkel, som har fået mere end rigeligt med erfaring med modstoffet. Dette stof er godt at kende, men skal omgås med største omtanke. Hvor jeg er havnet, er der ikke meget andet at gøre end at vente. Skaberen vil hjælpe mig, så jeg kan sove meget af den kommende tid væk, og nogle af mine søskende, jeg ved ikke hvem, har efterlade en hund heromkring. Den følger mig logrende når jeg vandrer ud, uden at vide hvorhen, inden jeg atter sover hen. Tak, elskede søskende, for alt det arbejde i gør for mig”. Dermed tav han. Der fulgte også en længere snak hvor Søren fortalte hvordan det havde føltes at blive besat at modstoffet, livet bagefter, skabelsen af menneskene og alt det der kom efter det, men det bringes ikke her. Det som allerede er fortalt, må være nok dækkende til at vi kan sige at vi kender den virkelige historie om Søren og Mette nu. Interviewet med Mette bringes derfor heller ikke. Det fremgik jo af interviewet med Søren at hun ville blive bundet til et menneske på jorden ligesom menneskeånderne.
Søren og Mette, vejen til livet
Menneskeheden skulle i gang med at lære om modstoffet, godt hjulpet af den nye viden de havde modtaget gennem Bjarne og Lisbeths arbejde, og som menneske skulle Mette gøre det godt igen, som hun havde været skyld i, præcis som det også galt for alle menneskene, når de havde gjort noget forkert. Det gode de gjorde, reflekteres af kræfterne i det gode stof, og sendte godt tilbage, mens det onde blev registreret i modstoffet, som sendte ondt tilbage. Gode gerninger kunne således afmontere de onde, og den mulighed fik Mette, men altså ikke Søren. Han måtte vente på at få tilgivelse. Altså en gryde vi mennesker holder i kog. Det var den eneste mulighed for ham, for at få modstoffet til at opgive sit ejerskab til hans sjæl.
Sjæl i flammer
Det bedste billede er måske billedet af sjæl i flammer, så historien om Søren og Mette er nok ikke helt så ubekymret og ligetil enkel, som den vi lærte i skolen, når vi skulle lære at læse i 60’erne. Men måske en smule mere lærerig. Nu ved du i hvert fald at der findes 2 ”spil” i verden, og at det ene binder os og gør os onde. Det gode spils regler om frihed gør, at Skaberen ikke styrer og bestemmer over os. Vil vi spille det gode spil skal vi selv vælge det, og kun således kan vi vriste os fri af det onde. Er det så en myte blot? Dertil vil jeg bare sig: Myter er til for at hjælpe os til at forstå det uforståelige, sådan at vi bedre kan fungerer i hverdagen, og vores samfund bedre kan fungerer. Sådan har det altid været. Ingen myter har hidtil kunne være sande, men denne kan, så hvem ved?
Fodnote 1: Stof som begreber anvendes jo i myten som det ord der dækker over alle størrelser og egenskaber som overhovedet findes i dette stof. For at forstå dette bedre, sammenlignes løbende med et altomfavnende spil, som jo både rummer de fysiske brikker, spillets ånd som ligger indbygget i reglerne samt spillets sammenhængskraft som ligger fordelt ud over brikker, bræt, æske og regler. I myten findes to og kun to spil, hvoraf det ene består af det der kaldes stof, og det andet af der kaldes modstof. Spil 1 og 2, eller det gode og det onde spil, om man vil.
Fodnote 2: Skyggerne forsvandt ikke, fordi de ikke kom af modstoffet, men af det første stof. Det stof som Skaberen valgte at benytte Sig af fra starten af. Stof og modstof er modsætninger til hinanden, så hvor det første besidder egenskaben uendelighed, bestandighed og udødelighed, besidder det andet egenskaberne, kortvarighed, skrøbelighed og død. Da skyggerne kom af det første stof dødede de altså ikke, men da de havde været en del at menneske, var de resterne af netop dette ene menneske som havde levet engang. En ulykkelig situation. De opstod fordi Søren, sammen med de andre søskende, ønskede at gøre menneskene til noget særligt, som ville stå over dyrene. Dette ønske var i bund og grund et godt og fromt ønske, så det satte kræfterne i gang i stoffet. Spillereglerne i stoffet blev aktiveret, som det altid gør, af gode ønsker og handlinger. Stoffet kunne derfor ikke undgå at medvirke i den proces hvor mennesket blev vakt til live, under påvirkning af Sørens stærke vilje, og i processen blev noget af det ”hængende” i de første mennesker. Det havde ingen del af Sørens tanke eller vilje, men kunne til gengæld fortyndes til uendelighed, sådan at alle senere menneske, også fik noget.
