Den falske forsoningslære

[Christian Nicholas EversbuschParticipant]

DEN FALSKE FORSONINGSLÆRE

Læren om, at Gud frelste menneskeheden ved at ofre sin egen søn, er grusom og derfor Gud uværdig. Så længe den står ved magt, har kirken ingen ret til at hævde, at den prædiker retfærdighedens og kærlighedens religion.

af cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch
“Om aftenen var jeg en timestid hos Goethe, og vi havde en god samtale om alt muligt”, anfører den unge kunstnerspire J. P. Eckermann i en dagbogsoptegnelse fra d. 11. marts 1832. Eckermanns bogføring af sin samtale med digtergeniet i Weimar fortsætter på en måde, der nok kunne interessere dem, der har fulgt forsommerens debat om den kristelige forsoningslære her i bladet:

“Jeg havde købt mig en engelsk bibel, hvori jeg til min store beklagelse ikke fandt de apokryfe bøger. De var ikke optaget, da de hverken blev regnet for ægte eller af guddommelig oprindelse. Jeg savnede den helt igennem ædle Tobias (…) Salomons ordsprog og Jesu Sirachs visdom (…)”. “Jeg er helt enig med Dem”, sagde Goethe (…). “Den kristne kirke har en umådelig magt netop derved, at den tror, at den som Kristi efterfølger kan befri menneskene for deres syndebyrde. Og at bevare denne magt og anseelse og således sikre den kirkelige bygning, er det kristne præsteskabs fornemste opgave. Det spørger derfor ikke så meget om denne eller hin bibelske bog giver stor åndelig oplysning, og om den indeholder høje etiske lærer og ædel menneskenatur, men om det i Mosebøgerne kan lægge vægt på historien om syndefaldet og opkomsten af længselen efter en forløser, og om det endvidere hos profeterne kan fremhæve den gentagne henvisning til Ham, der ventede, ligesom det i evangelierne fremhæver Hans virkelige jordiske tilstedeværelse og Hans død på korset som soning for vore menneskelige synder. De kan altså se, at for sådanne mål og tendenser (…) kan den ædle Tobias så lidt som (…) Jesu Sirachs visdom have nogen større betydning”.

Goethes lille analyse er ganske skarp, fordi den så utvetydigt fremhæver Jesu soningsdød som essensen i kirkens lærebygning. Uden forsoningslæren ville kirken skifte karakter – ikke blot lidt, men totalt. At det virkeligt forholder sig sådan, burde fremgå af de følgende udredninger. Men lad mig først – for god ordens skyld – genopfriske forsoningslærens grundtræk: I vrede over, at Hans børn, ved Adams og Evas fald, syndede mod Ham, krævede Gud et offer, et blodsoffer, der kunne formilde Hans “hellige vrede” mod de opsætsige skabninger. Derfor lod Gud sin elskede søn føde på jorden som menneske og ved forsætligt at lade ham lide en pinefuld død på korset, forsonede Han sig med hele den syndige menneskehed.

Indsigelse nr. et: forsoningslærens udgangspunkt – Guds vrede og heraf følgende hævntrang – er forældet. For trods det, at vi i vore vesteuropæiske samfund for længst er nået op på et civilisatorisk stade, der forkaster retten til hævn som motiv for handling – ja, sågar straffer den i vore retssale – så er det dette motiv, kirken tillæger det højeste væsen af alle – Gud. Gud befinder sig altså ifølge den kristelige forsoningslære på et plan, der i dag forbeholdes forbryderen. Med rette må man derfor spørge, om det kan være rigtigt, at en så vigtig institution som kirken – folkets grundlovssikrede, åndelige opdrager – docerer en lære, der hører hjemme i forne tiders brutale krigersamfund?

Ægger man i dag en skriftklog kristen med spørgsmål af denne art, bærer sva-rene som oftest præg af en spiritualiserende tolkning, hvor de skarpe kanter slibes ned og en dybere, mere ophøjet mening læses ind i vredes- og hævnmotiverne. Hvorfor? Fordi det civiliserede menneske – forståeligt nok – ikke kan acceptere den brutale forsoningstanke som den fremtræder sort på hvidt hos især Paulus. Men – og det er essensen i det hele – uanset hvor mange spidsfindige, overførte betydninger, teologer o.a. religiøst reflekterende mennesker mener at se i forsoningslæren, så ændrer det ikke en tøddel ved det faktum, at kristendommen lige fra oldkirken til 1990’ernes evangelisk-lutherske folkekirke har forkyndt og fortsat forkynder en lære, der gør Gud til sin egen søns morder – en lære, der gør Gud til en selvmodsigende lovbryder; for alle husker jo Hans ord til Moses: “Du må ikke ihjelslå!”.

Forsoningslærens gud er altså langt fra fuldkommen – han er splittet og grusom. Nu vil nogle kristne sikkert indvende: “Jovist, Gud er streng, men det ændrer ikke ved, at Hans guddommelige søn ofrede sig frivilligt for menneskeheden; hans kærlighed til dem var så stor, at han villigt tog alle deres synder på sine skuldre og gik i døden for dem”. Kristi dybe kærlighed hverken kan eller bør der rokkes ved, men hvad er det for en fader, der lader sin søn handle på denne måde? Forestiller man sig en jordisk fader handle sådan, bliver tanken hurtigt grotesk. Faderen kalder sin søn til sig: “Du er den eneste af alle mine børn, der er som et barn skal være. Dig elsker jeg. Men dine søskende er alle stridbare, rebelske, dovne, skinsyge og uenige. De følger aldrig mine formaninger; intet kan forbedre dem. Men nu vil jeg give dig alle de prygl, som dine søskende egentlig burde have. Jeg vil straffe dig, og den ydmyghed, hvormed du gør dig til dine søskendes stedfortræder, vil sikkert forbedre dem, for de vil glæde sig over at være gået fri af straffen, de vil elske dig, fordi du – der er uden skyld i deres forseelser – påtog dig at lide min straf, at underkaste dig min vredes udløsning”.

Altså: Hvad ingen jordisk fader ville indlade sig på, det tillægger kirken uden videre sin guddom. Hvor kirkens mænd kalder en sådan fader for det højeste, det ufejlbarligste væsen af alle, der ville ethvert civiliseret og nogenlunde etisk opmærksomt menneske kalde ham en dybt uansvarlig, uduelig forælder, der omgående burde tvangsfjernes fra sine børn. Jeg kan da heller ikke se, hvordan Jesus med sin dybe retfærdighedssans nogensinde skulle have haft en så drabelig, hedensk præget opfattelse af sin egen mission på jorden. Den Jesus, der (i Mattæus kap. 12) revser farisæerne for deres pedantiske syn på Loven med det ophøjede guddomsord “Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer”, kan således ikke være identisk med den Jesus, der under den sidste nadver siger: “Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for de mange” (Markus kap. 14). Den historiske Jesus, der bar et klart og rent billede af den fuldkomne Gud i sit sind, er ikke identisk med den bloddryppende frelserskikkelse, der træder én i møde hos Paulus og Luther. Og på samme vis må sund fornuft kunne afgøre, at den gud, om hvem – den sande – Jesus siger: “Værer da barmhjertige, som eders Fader og er barmhjertig” (Lukas 6,36), ikke er identisk med den gud, om hvem Johannes (Åbenbar. 11,18) siger: “Din vrede er kommen og de dødes tid, at de skulle dømmes”. Der er heller ikke megen lighed mellem den gud, om hvem Jesus siger: “forlader I menneskene deres overtrædelser, skal eders himmelske Fader og forlade eder” (Mattæus 6,14), og den gud, om hvem én af Paulus’ disciple siger: “Han bringer hævn over dem, som ikke (…) er vor Herres Jesu Kristi evangelium lydige” (2. Thessalonikerbrev 1,8).

I det ovenstående har vi altså set på to indbyrdes vidt forskellige guder, som i den kristne tradition begge går under samme navn. Den ene handler mod sine egne bud, er splittet og hævngerrig – den anden er barmhjertig, kærlig og søger at bevæge sine skabninger til indbyrdes at tilgive hinandens synder. Forsoningslæren hører hjemme under den første guds ægide, biblens mange ophøjede, etiske læresætninger hører hjemme under den andens. At denne konklusion er sand, ses alene deraf, at den første gud slet ikke har brug for etik; dybest set kan det nemlig være ham flintrende ligegyldigt, hvordan hans børn opfører sig over for hinanden, for han har jo ofret sin søn til bortvaskelsen af alle deres såvel fortidige som fremtidige synder. Det eneste, de behøver gøre, er at tro på, at denne forsoningshandling har fundet sted. Som fhv. biskop H.L. Martensen her i bladet (d. 8.5.) meget loyalt refererede Paulus og hans åndsfæller: “syndernes tilgivelse…gælder øjeblikkeligt og totalt, også uden at mennesket har gjort sig fortjent til den ved at sone eller udføre gode gerninger”. Så enkelt kan det gøres! Selv de værst tænkelige voldsforbrydelser skyller denne såkaldte “gud” væk fra regnskabets tavle med sin søns brutalt udgydte blod.

På den anden side har vi så den retfærdige, sande Gud. Den gud, der ikke lader én af sine skabninger sone alle de andres synder, men – gennem sin udsending, Kristus – gør gældende, at “Menneskene skulle gøre regnskab (…) for hvert utilbørligt ord, som de taler” (Mattæus 12,36). Denne gud er ikke vred, men myndig i sine krav. Om en splittet gud er der ikke tale her, nej, afklarethed, visdom og kærlighed er dette væsens kendemærker, for det er nemlig denne gud, om hvem Jesus taler, når han giver den smukke lignelse om den fortabte søn; med sin dybe faderkærlighed formår denne gud at tilgive selv sin mest opsætsige og håbløst ufuldkomne søn, når denne indser sine fejl og vender hjem til ham.

Hvilken af disse to hinanden modsatrettede guder skal æres og agtes i det forestående årtusinds danske folkekirke? Det kan kun tiden vise. Men lad mig udtrykke min forhåbning om, at man vil gå Goethes vej og søge den sidste, den sande Gud i de “høje etiske lærer”, som biblen og de apokryfe bøger er så rige på, men kirken så sjældent har gjort til sine. Kirkens myndigheder kunne passende gå det første skridt ad Goethes vej ved at tage følgende ord fra Visdommens bog (5,6ff.) i sine munde: “Vi er blevet trætte på den forkerte vej og har vandret ad tunge, sure veje; men Guds vej har vi ikke erkendt, og retfærdighedens sol er ikke stået op for os”. Først når kirkens myndigheder engang vil indse, at forsoningslæren må og skal falde, fordi den er Gud uværdig, først da vil retfærdighedens sol stå op for dem, først da vil kristendommen kunne blive det, den oprindeligt var – inden forvanskningens tidsalder begyndte: kærlighedens religion.

Litteratur:
Eckermann, Johann Peter: Samtaler med Goethe, udv. og indl. af Roger-Henrichsen, Gudmund, overs. af Gress, Elsa, København, Hans Reitzel 1963
[Flere forf.]: Gads danske bibelleksikon I-II, red. v. Nielsen, Eduard & Noack, Bent, København, G.E.C. Gads Forlag 1965
Josephsen, Hanne & Jacobi, Finn: Religionerne – Tekster og fremstillinger, (1. udg., 3. opl. [1. udg., 1. opl. 1987]) København, Munksgaard 1994

Bragt i Kristeligt Dagblad d. 3. august 1999

[Forfatter]

Indlæg