I begyndelsen var synkretismen

[Christian Nicholas EversbuschParticipant]

I BEGYNDELSEN VAR SYNKRETISMEN

af Christian Nicholas Eversbusch
Religionssammenblanding – synkretisme – er et grimt ord. For de fleste. Ikke mindst for kirkens lutherske højrefløj, der afholder sig fra at øve gode gerninger af ren og skær frygt for at virke “papistisk”. Vor tids dogmatikere kunne lære af urkristendommens spændende blandingsreligiøsitet

“I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Evangelisten Johannes skrev som bekendt på græsk og var selv påvirket af græsk tænkning. Når den allerførste sætning i ét af kristendommens fire normative skrifter, Johannes-evangeliet, således meddeler, at ”Ordet (logos) var Gud”, er det ren synkretisme. Hos Johannes kan den jødisk-kristne tanke om Gudsordet som en skabende kraft nemlig ikke isoleres fra den græske idé om logos som foreningen af tanke og tale. Den stoiske filosofi – grundlagt af cyprioten Zenon i Athen omkring år 300 f. Kr. – gennemsyrede de samfund, i hvilke urkristendommen gjorde sig gældende, og det er derfor hævet over enhver tvivl, at stoikernes lære om logos som selve det guddommelige princip, en verdensaltet gennemstrømmende, besjælet fornuft, var barnelærdom for mange blandt de første kristne. For de første mange generationer af kristne har Treenigheden således snarere bestået af ”logos”, ”guden”, og ”ilden” end af ”Faderen”, ”Sønnen” og ”Helligånden”. Hvorfor? Fordi førstnævnte lære var den for stoikerne stærkt inspirerende filosof Heraklits bud på, hvad det guddommelige – uadskilleligt fra selve kosmos – består af, mens sidstnævnte lære først blev vedtaget under kirkemødet i Nikæa i 325. Jesus havde nemlig – selv om han vel som kristendommens grundlægger burde have vidst besked – intet udtalt om, at han var del af nogen trehed.

Heraklit og Philon som ’kristne’ profeter
Mange lærde blandt de tidlige kristne anså da også Heraklit – der levede omkring år 500 f.Kr. – for en førkristen profet. Fra Heraklit stammer også kernen til en anden stoisk lære, der blev taget op af kristne, nemlig læren om, at logos forgrener sig overalt i form af ”fornuftssædekorn” (logoi spermatikoi), altså guddommelige ”frø”, der kan dyrkes overalt, hvor de finder den rette åndelige grobund.

Al menneskelig kundskab bliver på denne måde en afglans af en altomfattende, guddommelig visdom (selve logos). En tanke, man også kender fra den græsk inspirerede jøde Jesus Sirak: “Al Visdom kommer fra Herren, og hos Ham har den været fra Evighed af” (I,1). Små 150 år efter Sirak, altså omkring Kristi fødsel, virkede en anden jøde, der ligeledes fik stor betydning for den ældste, kristne tænkning. Jeg sigter til Philon fra Alexandria, der brugte stoisk og pytagoræisk filosofi til at udlægge Mosebøgerne.

Ad fornuftens vej – siger Philon – arbejder mennesket på at begribe Gud ved at læse om Hans nådige gerninger og betragte verdensrummets lovmæssige indretning. Dette tankearbejde er i sig selv en manifestation af den logos, mennesket har fra Gud, og ved hvis virksomhed mennesket forbereder sin ånd på den fuldkomne skuen af det guddommelige (gnosis). Denne skuen kan i særlige øjeblikke bemægtige sig mennesket ovenfra, som et svar på dets ydmyge søgen efter Gud. I en “rivende strøm” af “ulegemligt lys” bevæges ånden da til en ekstatisk forening med Guds alkærlige tanke, bedyrer Philon med selvoplevelsens begejstring i pennen. Her har den søgende altså forlængst transcenderet Skriften, dens læresætninger og lovkrav, til fordel for en umiddelbar favnen af selve verdenssjælen. Philon forbandt på denne måde, i en frugtbar symbiose, jødens dybt personlige gudsforhold med grækerens kosmiske udsyn.

“Visdommens råb på gaderne” – altomfattende Cusanus
Blandt de interessanteste og mest visionære tænkere i den senere kristne tradition finder man folk, der, næsten blottede for dogmatik, har ladet deres teologi befrugte af denne grænseoverskridende hellenistisk-jødisk-kristne synkretisme; således den store kardinal og renæssancepolyhistor Nicolaus Cusanus, hvis dialog ”Om visdommen” (De sapientiae) fra 1450 udgjorde en genial perspektivudvidelse af de på den tid noget forstenede teologiske debatter. Én af forudsætningerne for Cusanus’ skrift er logos-lærens iboende holisme, altså dette, at Gud qua sin tanke og fornuft er til stede overalt i sit skaberværk. Verdens ting er altså den usynlige Guds tilsynekomst i en konkretiseret, synlig skikkelse eller – som Johannes Sløk udtrykker det i sin fremragende fortolkning af Cusanus’ skrift – de ”er den uendelige Gud endeliggjort i en bestemt skikkelse”. Men da verdens ting således er vage projektioner eller billeder af det guddommelige (similitudines Dei), kan mennesket i sin bevægelse mod erkendelsen ikke standse ved tingene i sig selv; det må drives videre mod tingenes princip – Gud. Når det erkendende menneske således glæder sig over et pragtfuldt landskab eller bygningsværk, da søger det i ånden en ”kærlighedens omfavnelse” af skønhedens princip, og i denne søgende bevægelse er mennesket på vej mod sin egen uendelige forudsætning, Gud. Som Cusanus siger det: Da drages vor “intellektuelle ånd” med en “uendelig længsel imod den uendelige visdom (…) som mod sit eget liv”. De endelige ting er således hver for sig sig selv, de er noget, men de er samtidig “visdommens råb på gaderne”. Men det kræver et lydhørt øre og et skarpt øje at erkende Guds visdom i tingene, at høre dens “råb på gaderne”. Det kræver i første række kristen ydmyghed og afståen fra skriftklog selvhævdelse.

Man har både villet gøre Cusanus til (ny)platoniker, stoisk mystiker, panteist og deist – selv om han altså formelt var katolsk teolog – og der er da også, som Sløk peger på, indicier for alle udlægninger, men humlen i det hele er bare, at så snart det udelukkende handler om at få den store kardinal anbragt i en videnskabelig kasse eller i en dogmatisk skole, da afskærer man sig på forhånd fra at lære af ham og dén synkretistiske tradition, han repræsenterer.

Dogmatikkens andedam
Og det er netop dét, forfærdeligt mange mennesker glemmer, når de i bevidstløs eller pedantisk systemtvang mener at kunne sammenfatte og begribe det guddommelige ud fra én filosofi eller én religion. Ved at hævde, at man med f.eks. sin Koran eller sin lutherske Katekismus i hånden kender den eneste sande vej til Gud og frelsen, forklejner man dybden af Guds visdom. Ja, man fornærmer med sin bedrevidende selvsikkerhed Gud selv, den Gud, der er “begrebernes begreb” og “mulighedernes mulighed” (Cusanus). Den Gud, der i sin alviden nok skal finde veje, ad hvilke Han kan drage selv sine mest vildfarne skabninger til sig. Når tidehvervsteologerne og andre højkirkelige her i landet således mener at kunne forkaste urgammel indsigt fra andre religioner og åndsretninger, blot fordi den strider imod protestantiske trossætninger, er det så fuldkomment blottet for geni, udsyn og perspektiv, at man får lyst til at le og græde på én og samme tid. Efter en himmelflugt gennem Philons og Cusanus’ perspektivrige lovprisninger af det guddommelige og dets uendelige muligheder lander man med et gevaldigt plask i den lutherske andedam, når man f.eks. hører en provst fra Frørup bekymre sig over “papistisk” indflydelse i diakoners velgørenhedsarbejde (Kristeligt Dagblad d. 28.8. 2000). Af frygt for ikke at være luthersk nok, burde Danmark, ifølge provsten, indstille al sin u-landshjælp, mens Moder Theresa formentlig ville få bank, hvis hun satte fod i Frørup Kirke.

Eddikesure tidehvervsfolk
Og så er der sognepræst Thomas Østergaard Aallmann, der endnu sidder og vrisser over Dalai Lamas besøg i Christianskirken. I sin eddikesure kronik fra d. 17.8. (2000) harcelerede han således over, at vi moderne internationalister med angiveligt rent egoistiske dagsordener “mødes for at dyrke os selv i miskmaskreligionernes behagesyge rum”. Religiøs isolation og gensidig mistænksomhed burde altså foretrækkes frem for dialog og gensidig åbenhed. Samme konfliktsøgende tilbøjelighed til at stille alt op over for hinanden i skarpe modsætninger ser man i tidehvervsteologernes reaktioner på min kritik af Martin Luther (Kristeligt Dagblad d. 1. og 4. juli 2000 samt Aallmanns kronik). Som et lyst alternativ til Luthers lære om det arvesyndslammede menneske pegede jeg – her i avisen d. 7.6. s.å. – på Erasmus af Rotterdam, der smukt forenede troen på mennesket, humanismen, med troen på Gud og Jesus, kristendommen. “Umuligt!”, blev der råbt. Al humanisme er nemlig selvgod, verdslig afgudsdyrkelse af menneskelige behov, hedder det. Derfor kan vi heller ikke bruge menneskerettighederne til noget! Man fristes til at spørge tidehvervsfolkene, om man da skulle ophæve dem? Burde enkelte eksempler på politisk misbrug af menneskerettighederne føre til en annullering af deres gyldighed? Har tidehvervsfolkene i så fald et alternativ, der vil være bedre skikket til at give Jesu dobbelte kærlighedsbud en form for politisk indflydelse?

“Tak, Gud, for hver en Glæde, din Kærlighed mig gav”
Hvorfor refererer jeg nu alt det? Fordi de tidehvervske rabaldersvadaer er fine eksempler på netop den døvhed, der ikke evner at høre “visdommens råb på gaderne”, som kardinal Cusanus udtrykte det. De er levende udtryk for den dogmatiske blindhed, der i hverken humanismen eller menneskerettighederne evner at se spirerne fra Guds “fornuftssædekorn” (logoi spermatikoi). Og på samme måde er afvisningen af Dalai Lamas buddhisme som “åndelig afgudsdyrkelse” et udtryk for den kontrastsøgende farveblindhed, der ikke har blik for nuancerigdommen i Cusanus’ platonisk-kristne “gudsbilleder” (similitudines Dei). Men hvorfor gå over åen efter vand? Lige her i København, i 1860’erne, var der således en stoisk-platonisk-kristen romantiker, Ludvig Bødtcher, der udtrykte en variant af nøjagtigt samme tanke – i sit smukke dødsdigt “Mod Slutningen”: “Tak, Gud, for hver en Glæde, / din Kærlighed mig gav! (…) / Den Jord, Du har husvalet / Med Shakspear’s gyldne Sang, / Hvor Rafael har malet / Og Mozarts Toner klang!”

Først når man i synkretismens ældgamle ånd prøver at lytte til “visdommens råb på gaderne”, samler det ypperste fra alle trossystemer og forsoner sig med sine religiøse modstandere i en fælles stræben efter at nå videre i erkendelsen af det guddommelige, først da vil religionen nå ud over det stadium, de fleste mennesker endnu i dag dyrker den på – barnestadiet.

– Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 20. November 2000 under overskriften ’I begyndelsen var sammenblandingen’. Da en del her blev bortredigeret, bragtes sidste del som kommentar i
Kristeligt Dagblad d. 25. januar 2001 under overskriften ’Den dogmatiske lukkethed over for åbenbaringer’

[Forfatter]

Indlæg