Kirkens “selvudslettende” despot

[Christian Nicholas EversbuschParticipant]

KIRKENS “SELVUDSLETTENDE” DESPOT

KOMMENTAR: En kronik for mere end en måned siden om Luthers syn på den frie vilje affødte mange reaktioner fra uenige læsere. Kronikøren giver her svar på tiltale

af Chr. Nicholas Eversbusch

“Kronikken Viljen til ondt af Christian Nicholas Eversbusch fra den 7. juni fik mig ned at ligge på gulvet”, bekendte lærerstuderende Anders Viftrup her i avisen d. 1.7. Det er da rart, at fjernsynet endnu levner de trykte medier et vist potentiale til at skabe patos, protest og porøse nerver. Om alle de øvrige skribenter, der her i bladet har reageret på min nysnævnte kronik, også har været nede at bide i gulvtæppet, fremgår desværre ikke. Ud over Viftrups svar – Den menneskelige vilje – vil jeg her forholde mig til Verner Højgaards Vise ord om viljen til ondt fra d. 22.6., Peter Madsens Historieløs kritik og Torben Brammings kronik Humanismens kommissærer – begge fra d. 4.7. – samt Ricardt Riis: Smertefuld operation fra d. 17.7.

Først må jeg udtrykke min forundring over, at Verner Højgaard – og til dels også Viftrup – tolker min kritik af Luthers “Trælbundne vilje” som værende “skrevet ud fra en intellektuel synsvinkel mere end ud fra en åndelig”. Luther “mente selvfølgelig ikke, at viljen var bundet angående dagligdags, menneskelige ting”, men kun, at den var ufri i valget mellem godt og ondt, formaner Viftrup og Højgaard. Jamen, det var skam også kun sidstnævnte, min kronik var møntet på. Fremgik det ikke ret klart?

Nu til de mere substantielle kritikpunkter. Både Madsen og Viftrup ironiserer over mit Luther-angreb ved at hævde, at jeg fremstiller vore menigheder som fundamentalistiske spytslikkere, der slavisk følger Luther i alle ting. Jeg går helt galt i byen, hedder det, fordi jeg ignorerer Luthers egentlige indsats, der lå i Sola Scriptura-princippet, altså deri, at han “pegede væk fra sig selv og hen mod skriften”. Dette billede af Luther som en selvudslettende tjener af Evangeliet er dog lige lovlig blåøjet, hvilket fremgår alene af den velkendte strid om Luthers bibeloversættelse. I Romerbrevet 3,28 – “Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gerninger” – anbragte Luther således det lille ord “alene” efter “troen”, fordi det passede til hans retfærdiggørelseslære. Da der ankedes over interpolationen, gav Luther følgende – lidet filologisk bæredygtige – svar: “Papist og Æsel er een og samme Ting, jeg vil det saaledes, jeg befaler det saaledes, her herske Vilje og ikke Fornuft”! Næppe særligt selvudslettende.

Det er selv samme voldsomme, despotiske egenrådighed, der gennemsyrer skriftet “Om den trælbundne Vilje”. Et skrift, Luther til sin død stod fast ved som sand kristendom. Hvorfor det da også var netop den “Trælbundne Vilje”, jeg koncentrerede mig om i min kronik. Endnu i årtusindskiftets danske folkekirke bevarer dette værk sin virkning, hvilket mine ovennævnte kritikere er gode eksempler på. I deres respektive artikler bekender de sig alle, på forskellig vis, til dets lære om, at menneskets vilje enten styres af Gud eller Satan. Var de herrer mon nået frem til denne konklusion uden Luther – altså, hvis den eneste frugt af Luthers lære havde været Sola scriptura-princippet? Jeg tvivler. Havde det ikke været for Luthers indsats, ville næppe heller den komplet ukonstruktive lære om retfærdiggørelse ved tro – og tro alene (jvf. med Luthers oversættelse) – vedblivende have den altoverskyggende betydning i dansk kirkeliv, som den har. Jeg minder om artikel fire af den endnu normative Augsburgske bekendelse, hvor retfærdiggørel-seslæren er formuleret som havde Luther selv ført pennen. Man må da heller ikke glemme, at Luther personligt godkendte den evangeliske kirkeordning for Danmark. Og er jeg virkelig også nødt til at minde Viftrup og Madsen om, at vor kirke ikke blot bærer navnet “evangelisk”, men “evangelisk-luthersk”?

Videre hævder Madsen, at jeg gør Luther “uret ved ikke at forstå hans ord i deres oprindelige sammenhæng”. Dette havde været en relevant indsigelse i forhold til alle andre slags forfattere, men da Luther var en teologisk forfatter, hvis lære i højere grad end nogen anden enkeltpersons har dannet grundlag for de pro-testantiske kirkeordninger gennem mere end 450 år og fortsat gør det – må han sandelig kunne underkastes en vis grad af “historieløs kritik”, en kritik, der skeler mere til den læremæssige substans end til de skiftende historiske betingelser, den har været udsat for. Betydningen af disse historiske betingelser har da heller ikke været større end, at min kroniks hovedspørgsmål fortsat er særdeles relevant: “Kan det være sandt, at kærligheden og glæden i den kristne tro endnu i dag skal stå i skyggen af vreden og synden, blot fordi en bitter teolog i 1500-tallet udlagde evangeliet sådan?”

Madsen medgiver mig, at vi “ud fra [vores] evangelium (…) vil kunne finde baggrund for en nødvendig kritik af den historiske Martin Luthers begrænsninger (herunder udtalelser og synspunkter, som ikke lader sig gentage af en kirke, der tager Jesus alvorligt)”. I praksis synes Madsens afstandtagen fra Luther dog at begrænse sig til nogle af reformatorens bandeord; han overser ganske, at hele den lutherske retfærdiggørelseslære må falde, hvis Jesus skal tages alvorligt. For det dobbelte kærlighedsbud bliver jo til ren kransekagepynt, hvis det er “troen alene” (Luther), og ikke de kærlige tanker og gerninger, der frelser os. Tilsvarende reducerer læren om den “trælbundne vilje” næstekærligheden til en urealisérbar, abstrakt-teologisk kategori. For Luther hævder jo, at vi slet ikke formår at elske andre; mennesket vil kun det onde. Ikke engang den, der er retfærdiggjort ved sin tro, formår at udføre en eneste handling, der ikke er syndig, postulerer han. Men troen på Jesu soningsdød “sætter [trods alt] mennesker fri til at handle i kærlighedens tjeneste”, skriver Madsen, idet han benytter denne bizarre, lutheranske formulering – “frisætter til”. Som om, man ikke skulle være “fri” til at handle kærligt og uselvisk uden troen på Jesu soningsdød!

Ved at rose Luther for hans overordnede betydning undgår Madsen fremdeles at vurdere, om Luthers “totalsyndighedslære” skal underkastes den historiske relativering, Madsen i andre forhold finder så naturlig. Luther skelnede jo ikke engang mellem svære og tilgivelige synder; i hans øjne var det kun vantroen, der fører til Helvede. Jf. sentensen “Synd kraftigt, men tro kraftigere”. Mener Madsen, denne opfattelse fortsat bør gælde i vor folkekirke? På dette punkt skærer Ricardt Riis mere kontant igennem og kalder Luther “middelalderlig”. Prisværdigt! Men betyder dét så, at Riis i sin egenskab af sognepræst ville være modig nok til at undsige kirkens lutherske totalsyndighedslære?

Antydningen af en post-luthersk morgenrøde ser jeg i alt fald i mine kritikeres manglende vilje til et konkret og bibelbaseret forsvar for Luthers lære. Og dét til trods for, at hele tre af dem er præster. Men deres tavshed i de teologiske spørgsmål gør mig også nysgerrig: når mine kritikere bekender sig til Luthers lære Om den trælbundne vilje, indebærer det så også prædestinationstanken? For den må jo anses for den endegyldige konsekvens af overbevisningen om menneskets bundne vilje. Viftrup synes at mene, jeg er småskør, når jeg beder folkekirken tage sin afhængighed af Luther op til revision, og at det er “langt ude” at hævde, Luther ikke kendte Gud. Fint, men lad mig så høre argumentationen for, at prædestinationstanken er Gud værdig og i overensstemmelse med Jesu lære. Jeg venter spændt. Hvordan kan Jesu ord om, at man skal velsigne selv sine fjender korrespondere med, at et menneske dømmes til Helvedes luer, allerede FØR det får en chance til at vise sit værd i ord og handling?

På baggrund af de nøgleidéer fra Luthers lære, jeg har gengivet i det ovenstående, er det mig også vanskeligt at forstå Torben Brammings ord om, at “ansvaret for vort medmenneske over for Gud” er et nøglepunkt i luthersk kristendom. For hvis man skal tage Luther alvorligt, ved Gud jo på forhånd, at vi kun kan skade dette medmenneske qua vor medfødte vilje til ondt. I stedet for at forsvare Luther, synes jeg derfor Bramming frit burde forkynde sin egen, lysere kristendomsopfattelse. Heller ikke sin opfattelse af menneskets bundne vilje burde Bramming kreditere Luther for. Bramming leverer nemlig en fornuftig, men verdsligt orienteret kritik af den måde, hvorpå EU i humanismens navn betvinger den frie vilje hos politiske modstandere, ja hos hele folk. Tag bare den pinlige Østrig-sag, hvor Erasmus’ fælleseuropæiske humanisme er blevet til fælleseuropæisk meningsfascisme. Men dét havde næppe interesseret Luther synderligt, for han lærer jo, at det er Gud, der binder menneskets vilje – og ikke i de Europa-politiske, men i de åndeligt-eksistentielle forhold. Og det er her, Erasmus’ kritik er så rammende. Som kristen humanist forstod Erasmus nemlig, at Gud mener noget med de valg, Han overlader os. Erasmus forstod, at hvis der skal være nogen som helst mening med, at vi mennesker opfører os nogenlunde pænt, lærer og udvikler os her på jorden, da må Luthers handlingslammende lære være falsk.

For vor menneskelige udviklings skyld bør vi således glæde os over, at det blev Erasmus’ Guds- og menneskesyn, og ikke Luthers, der i praksis kom til at dominere eftertiden mest. “Thi hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske” (Holberg).

Bragt i Kristeligt Dagblad den 21. juli 2000

[Forfatter]

Indlæg