Krise i den ‘kristne krop’

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 1 år, 4 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1511

    KRISE I DEN “KRISTNE KROP”

    KOMMENTAR: Folkekirken reserveres til en svindende skare højrefløjslutheranere, der vil høre forkyndelsen af Ordet, og ikke andet. Alligevel undrer man sig over, at folk søger væk fra kirken

    af cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch
    Kirkerne står tomme, flere og flere af dem lukkes og en præst udtaler, at folkekirken befinder sig i sin depressive “dødsfase” (Poul Joachim Stender i KD 11.12.99). Selv i landets kirkelige inderkreds, der plejer at sikre en vis stabilitet i det danske menighedsliv, er der uro – pga. biskoppernes afvisning af Fælleserklæringen om retfærdiggørelsestroen. En afvisning, der ifølge en sognepræst med mange meningsfæller “blot cementerer den danske folkekirke som en stammereligion, som tror sig meget rummelig, men kun inden for egne rækker” (Susanne Fabritius de Tengnagel i KD d. 4.11.99). Mange præster ærgrer sig over krisen og prøver af et ærligt sind at vende udviklingen. Men de vil ikke formå det, for de har kirkens øverste ‘ledelse’ imod sig. Bisperne, nogle kirketro teologidoktorer og en lille skare strategisk velplacerede højkirkelige ignorerer per automatik enhver kritik af vor kirkes trosgrundlag. Når det kommer til dogmatik, arbejder de ovennævntes hjerner nemlig i nogle tankebaner, hvor tiden står så stille, at der stort set ingen udvikling er sket siden Luthers død i 1546; doktrinen er urokkelig: Luthers ord er Guds ord – basta. Og dét til trods for, at landets måske største Luther-ekspert, dr. theol. Leif Grane, for nylig i Kristeligt Dagblad gjorde gældende, at Luther i sin vurdering af to meget vigtige spørgsmål: det rette, kristne syn på hhv. jøder og muhamedanere, var et barn af sin tid, et fejlbarligt menneske altså.

    Nødtvungent har flere præster omsider erkendt vigtigheden i “Kirkens møde med den åndelige længsel i vor tid” – for nu at bruge en overskrift fra Den norske kirkes store møde i november. Hvor mange praktiske følger denne erkendelse vil få, er dog tvivlsomt, for næsten hver gang der er en visionær præst – som f.eks. den udmærkede Ole Skjerbæk Madsen – der forsøger at imødekomme den ‘åndelige længsel’ med et konkret projekt, så er de højkirkelige fremme med ‘irettesættelser’. Og dét til trods for, at det er blevet belønnet med fulde kirker stort set hvert gang en præst har lanceret “spirituelle initiativer” (jf. f.eks. sognepræst Peter Ruges sympatiske kronik i KD 17.8.99). Folkekirken reserveres altså til en svindende skare højrefløjslutheranere, der vil høre forkyndelsen af Ordet, det rene Ord – helst ikke andet. Og alligevel undrer man sig over, at folk søger bort fra kirken.

    Angreb er det bedste forsvar, siger gammel krigskløgt, og dét har de højkirkelige taget til sig. I stedet for at befæste kirkebygningen gennem frugtbar dialog med spirituelt engagerede præster, patroniserer de således tidens åndelige bevægelser med arrogante slagord som “overtro”, “luftig lommefilosofi” eller slet og ret “vås”. Det forekommer mig utroligt, at man på den ene side kan stemple f.eks. nærdødsoplevelser – der er blevet registreret i titusindvis på hospitaler verden over – som overtroisk vås, mens man på den anden side hylder opstandelsestroen, den kristelige tanke om, at menneskekroppe kan genopstå tusinder af år efter, de er døde. At et menneske, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død, kan føle sig vægtløst og have stærkt meningsfyldte, psykiske oplevelser, er ren lommefilosofi, hedder det, men det er sund metafysik, at et forlængst rådnet, maddikeædt menneskeådsel med ét slag kan blive samlet, helet, genopvakt og stige til vejrs med tyngdelovstrodsende ekspresfart. Det første er nemlig ‘åndelighed’ – uha-da-da – mens det andet er solid, kristen ‘kropslighed’.

    Sidstnævnte begreb mener jeg i det hele taget sammenfatter en række af de træk ved den kristne dogmatik, som folk i dag står nærmest intuitivt afvisende overfor. Mine oplevelser siger mig således, at det er den kristne ‘kropslighed’, der bevirker, at mange ikke har stort andet end undren til overs for alterets sakramente. Tanken om, at man opnår en art forbund med Gud ved at spise Kristi kød – symboliseret ved nadverbrødet – og drikke hans blod – vinen – må da også klart betragtes som værende i modstrid med dén ophøjede fylde af følelser, der kendetegner sand religiøsitet. At Gud skulle have behov for et rent kropsligt ritual for at kunne forbinde sig med de mennesker, der andægtigt bøjer sig for Ham, forekommer meget lidt guddommeligt. For dé religiøst søgende mennesker, jeg har truffet eller kender til, ligger der således en langt mere oplagt kilde til religiøs vækkelse i bøn og meditation. Meditation, der vel at mærke ikke – som mange højkirkelige fejlagtigt tror – er en egocentreret øvelse, men en genvej til lutring og midlertidig forening med Guds altomsluttende tanke. En måde, hvorpå enhver kan hente styrke. Åndelig styrke.

    De højkirkelige finder dog den slags for luftigt; der er ikke nok substans (læs: ‘krop’) i det. Luther har heller ikke skrevet så meget om meditation, så det er nok noget gøgl. Alene den kendsgerning, at Kristi kød ikke spiller nogen nævneværdig rolle i meditationen, gør den suspekt, ja, bringer – for mange højkirkelige – dens religiøse nytteværdi tæt på nulpunktet. Og dét til trods for, at munke og kristne mystikere gennem små 2000 år har mediteret!

    Kritikken af det kropsliges store rolle i den kristne frelsesforestilling er langt fra ny; de første århundreders Platon- og siden Plotin-påvirkede romere, grækere og ægyptere var forargede over den. Sin prominenteste kritiker i denne sene del af oldtiden fik kristendommen i den romerske kejser Julian, der i sit skrift “Mod Galilæerne” finder det både underligt og ulækkert, at de kristne “absolut skal vade rundt i grave og pusle om dem”. Som filosof i græsk tradition var Julian mere interesseret i sin guddommelig skabte sjæls udvikling, end i, hvad andres døde kroppe, heriblandt Kristi legeme (altså forsoningslæren), kunne udrette for hans personlige frelse. Og når mange i dag har besvær med vigtige sider af det kristne budskab, tror jeg, det skyldes, at en oplyst tids religiøsitet går mere i Julians retning end i Paulus’ og Luthers. Den moderne dansker har – i overensstemmelse med parapsykologien – nemmere ved at tro på, at en sjæl, en bevidsthed, kan genopvækkes efter døden, end at en krop kan det. Og det bør man fryde sig over, for alt det, der er værd at samle på ved menneskelivet, er alt andet lige ikke særlig fysisk: Kærlighed, glædelige minder, kundskaber og menneskelige erfaringer lever i tanken, i ånden, ikke i kødet.

    – Bragt i Kristeligt Dagblad den 11. januar 2000

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje