Kristendom og moral

[StartprofilKeymaster]

Kristendommen har haft en god moral, men det var dengang!

Kristendommen udsprang af Jødernes tro på én Gud, og forudsigelser om at der skulle komme en Messias, sendt til os fra denne Gud. Med til det historiske billede hører at jøderne var underlagt det romerske overherredømme, som holdt slaver under forfærdelige forhold. Og med til billedet hører at de jødiske ledere, farisæerne, var fuldstændig hensynsløse når de udnyttede og snød deres egne fattige tilhængere. Fattige mennesker havde derfor valget mellem at blive slave i det vanvittige romerske system eller at forblive jøde underlagt de samvittighedslæse svindlere som udgjorde præsteskabet for det jødiske folk, da oprøret gennem Jesus gav dem en mulighed mere.

Efter Jesus død fortsatte bevægelsen som en modstand mod de umenneskelige systemer folk levede under, indtil Paulus grundlagde de kristne kirker, og da bevægelsen stadig var et oprør mod det romerske overherredømme, var det dengang uden betydning at Paulus skabte et helt nyt opsæt i forholdet mellem mennesket og Gud. Det var langt mere betydningsfuldt at Paulus holdt op med at forfølge tilhængerne af Jesus lære, og selv begyndte at kæmpe for deres sag, som var de underkuedes sag. God moral, selv om Jesus formodentlig aldrig selv talte om behovet for en forsoning mellem Gud og mennesket, sådan som Paulus gjorde det til.

Da kristendommen ved Konstantin den store, i år 306 blev anerkendt som statsreligion i Rom, havde kristendommen sejret over den romerske overmagt, og den dårligdom som Paulus havde ført ind i bevægelsen i form af forsoningslæren, slog igennem i værste forstand. Forsoningslæren skyldtes Paulus ide om at Jesus død var et menneskeligt offer, som én gang for alle forsonede og formidlede Guds vrede og utilfredshed med mennesket. Som om Gud nogen sinde har eller havde ønsket det? Min personlige kommentar til dette er at en sådan Gud ikke er human, og derfor ikke en Gud jeg vil dyrke. Jeg vil nemlig tro at Gud er god og kærlig, intet andet. Ligesom Jesus, i øvrigt, og at mene at Jesus nogensinde skulle have ment og ønsket noget sådant, er ren intellektuel spekulation.

Alt god moral var da også væk efterfølgende, og den katolske kirke indførte sågar at man kunne købe sig til Guds tilgivelse for sine synder. Når mennesker syndede mod hinanden behøvedes de ikke at søge tilgivelse hos hinanden, men kunne blot gå til kirken og betale et passende beløb til denne – og få Guds tilgivelse. Ikke nok med det, men denne tilgivelse, aflad hed det, kunne endda købes ved at betale på forhånd. Dårlig moral.

Kristendommen har frem til den vi kender i folkekirken i dag, været udsat for flere forandringer, og folkekirken er nu løsrevet fra den katolske kirke ligesom den ikke længere har nogen politisk magt. Dermed er vel også slut med at tale god og dårlig moral i relation til vores kirke, når den ikke bestemmer noget? Ikke helt, for selv om man ikke kan købe sig til tilgivelse, er forsoningslæren langt fra væk endnu. Kirken hviler på to sakramenter, det vil sige grundlovsfæstede ritualer, hvoraf forsoningslæren er det ene. Dette ritual udføres ved at den menige går til alters og modtager en oblat og et bæger vin. Ved dette ritual bortfejes vores synder og vi er derved sikret en plads i det såkaldte himmerige. Vi slipper ikke fra samfundets straf, hvis vi står til en sådan, men altså ”kun” Guds straf, hvis vi vælger at gå til alters. Det er således endt med at blive en ret komisk forestilling, for vi får jo hverken tilgivelse fra den vi har forvoldt skade imod, eller ændret noget på strafudmålingen. Ritualet går tilbage til Paulus og et billede på Gud som en, der krævede offer for at acceptere menneskeheden. Et Gudsbegreb mange vender ryggen til, og som løsrevet fra enhver fysisk magt eller magtkamp, ikke længere har nogen relevans.

Den gode moral fra tiden umiddelbart efter Jesus død er væk, men den dårlige moral som fulgte af Paulus lære om Guds tilgivelse via kirken lever desværre i bedste velgående. Nu er der mange måder at synde på, og mange af dem er helt legale ifølge dansk lov. Det bliver et rent samvittigheds spørgsmål. Det er ikke kun komisk, men også et problem at kirken forsøger at få os til at tro at den dårlige samvittighed kan repareres ved at smutte en tur til alters. Denne praksis harmonerer stadig ikke særlig godt med præstens øvrige prædiken om god moral, så hvorfor fortsætter vi med at praktiserer den komiske forestilling?

• Dette emne blev ændret 7 år, 6 måneder siden af  Startprofil.

[Niels OlsenParticipant]

I sit kampskrift ØJEBLIKKET hævder Søren Kierkegaard, at Kirken prædiker jødedom med et stænk græsk æstetik.

Ny vin kan ikke hældes på gamle flasker, siges det, at Jesus har sagt. Nej kærlighedsbudskabet kan ikke rummes i et fastlåst moralsystem medmindre vi virkelig forstår: husk altid at reglerne er til for menneskets skyld, ikke mennesket for reglernes

Som jeg ser folkekirken i dag er al moraldannelse borte, gift dig, bliv skilt, sæt børn i verden og send dem en julegave.

Dog hænger kirken fast i dogmatikken, faderen, sønnen og helligånden, kødets opstandelse, frelst ved lidt vand i hovedet som spæd. Hvor mange danskere siger andet end GAB og Gab og endnu engang ganf gab til den dogmatik, som holder både muslimer, ateister, hinduer og mange andre på afstand

[Niels OlsenParticipant]

Før vi dømmer Paulus kunne lidt eftertanke være på sin plads. Som bekendt var han jøde. som bekendt blev han udsendt til Damaskus med mandat til at smide de kristne ud af synagogerne. Som bekendt fik han en åbenbaring, hørte en stemme fra Himlen eller inde i sit eget hoved (psykose?), men stemmen sagde: Hvorfor forfølger du mig?

Som jøde troede Paulus på Messias som en politisk leder, der skulle føre det jødiske folk til sejr over sine filister, romer eller palæstinenser fjender, ikke et ynkeligt skrog, der lod sig korsfæste med røvere og mordere.

Messias måtte have en anden betydning. Mit rige er ikke af denne verden, sagde Jesus og viste os vejen til den individuelle frelse.
For jødedommen er religion, folk folk og politik tre sider af samme sag, men den kristne bøjer hovedet og giver kejseren, hvad kejserenser og Gud hvad Guds er.

Mange ortodokse jøder vendte sig mod Zionismen, mente at jøderne ville krænke Guds vilje ved at tage den politiske sag i egen hånd. Man burde vente på, at Messias dukkede op og førte jøderne hjem til Jerusalem, mente de ortodokse.
Der skal nok være ortodokse jøder,, der opfatter holocaust som Guds straf over zionismen.

Formoder at jøderne tror på arvesynden. For at bringe dem ud af moralens lænker og over i kærlighedens frihed kunne Jesus bruges som det forsonende offer.

Så forleden, at en ortodoks minister i Israel nægter at lade banearbejderne reparerer signaler og den slags på en Sabbat.
(Han tør sikkert ikke overlade jobbet til palæstinensiske medborgere)

[Forfatter]

Indlæg