Kristi opstandelse – en sand men besværlig bevægelse.

[StartprofilKeymaster]

Som mange ved, og som alle burde vide, er der sket talrige ændringer i de såkaldte synoptiske evangelier, såvel som Johannes’ evangeliet. Der er både skrevet til og slettet i alle fire evangelier, så de kunne passe ind i Kirkens lære som præsterne og teologerne blev enige om den skulle være.

Et af de bedste eksempler vi har, stammer fra kirkemødet i Nikæa, hvor et for kirken, dengang, stort problem skulle løses. Det var et problem, som havde eksisteret i mange år, fordi apostlene, efter korsfæstelsen, havde fremstillet Jesus som mere end bare et almindeligt menneske. Der kan nævnes flere grunde til, at Jesus blev gjort til noget særligt, men samtidig kan det diskuteres, hvilke der virkelig ér sande netop på grund af de senere tilpassede skrifter.

Ud over selve den skriftsamling som udgør Bibelen, findes der i tusindvis af skrifter, som forholder sig til begivenhederne omkring kristendommens opståen, men mange af de nedskrevne ord savner dokumentation, som kan forsikre os om de pågældende begivenheder har fundet sted, i overensstemmelse med det nedskrevne. På den anden side efterlader historien dog meget, som vanskeligt lader sig fornægte, fx ved at skrifterne stadig findes, eller fordi der er efterladt fysiske spor i form af kunst ol. Det gælder til en vis grad også af alle begivenheder, som ikke kan tilskrives andet formål end blot at beskrive begivenheden selv.

Ingen stiller således spørgsmålstegn ved, om Joels bog med sine forudsigelser om Messias komme, fandtes, da Jesus levede, men hvornår Jesus begyndte at blive betragtet som Messias, er meget vanskeligere at afgøre. Problemstillingen bliver yderligere kompliceret af omstændighederne ved hans død, som igen skaber store problemer for den, for hvem, sandheden også spille er rolle. Så hvad er skrevet, blot for at beskrive begivenheden og intet andet?

Liget der blev væk, og den afdøde Jesus der viste sig, mindst én gang, er vel næppe beskrevet med andet formål, end at berette om at begivenhederne fandt det skete, for hvis disse begivenheder aldrig var fundet sted, ville formålet med nedskrivningen heller aldrig være opstået. Selvom Jesus, selv skulle havde kaldt sig for Messias og lignende, var det hele faldet til jorden, eftersom hans død havde sat en stopper en anderledes opfattelse af ham, end den jøderne stadig indtager af ham i dag, nemlig som endnu en profet.

Genopstandelsen, som episoden også blev benævnt, gav næring til apostlenes udvikling af deres forståelse af den berømte person, de havde kendt som Jesus, og nok så vigtigt gav det dem mod også grund til at fortsætte kampen mod undertrykkelse, som Jesus havde startet mod det plagsomme system, de levede under. De ikke alene fortsatte med aktiviteter, som dagligt var til irritation for de skriftkloge, især ypperstepræsterne og saddukæerne, men de skabte også splid indbyrdes i gruppen af skriftkloge. Flere personer brød simpelthen ud at deres naturlige tilhørsforhold, og tilsluttede sig i stedet for apostlenes bevægelse. Hvis apostlenes mødeaktiviteter var til irritation for de skriftkloge, var det at se og høre afhoppernes støtte til bevægelsen, en ren klud i hovedet på dem. Steningen af Stefanus vidner netop om de voldsomme kræfter, som var på spil, når det galt personer fra de lærdes egne kredse.

Det er værd at noterer sig, at apostlene alle kom fra den fattige del af befolkningen, og at de derfor med ret stor sikkerhed kan siges, de ikke at beherskede det græske sprog, som i øvrigt blev benyttet ved nedskrivningen af det nye testamente. Sproget alene afskærer i grove træk apostlenes påvirkning af den videre udvikling, når vi ser bort fra at Paulus, der jo både var græsktalende, og under uddannelse som farisæer, da han skiftede side. Det er vigtigt ikke at sammenlande afhoppere som ham, med de apostle som havde kendt Jesus, og været udvalgt af ham til sit følge. Både Paulus og andre afhoppere, som de jo kan kaldes, kan jo siges med sikkerhed at besidde en langt mere dybtgående indsigt i de religiøse skrifter, heriblandt Joels bog, hvori forudsigelsen om Messias står.

Ændringen i opfattelsen af Jesus er tydelig. Opfattelsen ændres, fra den opfattelse jøderne stadig har, at Jesus var mennesket (profeten)Jesus, til han var både mennesket Jesus – og Gud selv, sendt af Gud, for at indstifte en ny og bedre pagt mellem Gud og menneske.

Det interessante er at se på de problemer ændringerne i opfattelsen betyder for forståelsen af den religiøse verdens indretning, i samme øjeblik begivenhederne sammenlignes med forudsigelserne i Joels bog om Messias komme, og den forventede genoprejsning af Israel. Hvorledes lå det med genoprejsningen eftersom Jesus var død, og ikke mindst, hvordan stillede det Jesus efterfølgende? Det er let at formulere hvordan han, ved sin guddommelige kraft, genopstod, for derved at vise, at Israels genoprejsning var nært forstående – og for alle som byder sig ind; men teologisk set afføder det nogle problemer. Formuleringen blev sammenhængende, men svarene på spørgsmålene lod dog noget tilbage at ønske.

Udfordrende er det for en opmærksom teolog at sammenligne forholdet mellem den Gud som optræder i Israels historie, og i de hellige skrifter, med den Gud som Jesus indstiftede. Kunne der overhovedet være tale om samme Gud? En vred, uforsonlig og straffende Gud, overfor en kærlig og givende. Igen er det muligt at udbasunerer, men denne gang skal der lidt mere til for at formulere det hele, nemlig det kristne dogme som dog betegnes med et enkelt ord, forsoningslæren. Kort fortalt sætter de Jesus død på korset ind i den gamle jødiske forestilling om forholdet til Gud, som dengang skulle fornys hvert år ved at bringe en offergave til Gud. Blodet skulle stænkes på tabernaklet i templet for at formidle Gud til at lade mennesket slippe ind i sin frelsende favn. Ved handlingen renses personen som bringer offeret for en tid, for den synd som denne måtte bære på, og vil efterfølgende kunne forvente at blive skånet når dommens dag indfinder sig. Nu indtræder blot Kristus i rollen som det ofrede dyr, så det ikke længere er nødvendigt at ofre et sundt og raskt dyr, gennem et ritual hvor vin udgør det for Jesus blod, som drikkes af den som skal renses. Populært sagt nedbryder troen på Kristus den spærring, som holdt mennesket udenfor den frelsende zone. Den samme Gud som kendtes som Israels Gud, havde vist sig fra sin mere venlige side, ved selv at bringe offeret i form af Jesus (også sig selv), lade ham dø, for igen at genopstå; præcis som den gamle pagt med Gud førhen endte hvert år til påske, for efterfølgende at blive beseglet med et nyt offer. Og det er værd at bemærke at Gud ved denne kærlighedsgave til menneskene, formidledes fra at være den Gud som kendtes i Israels hellige skrifter, til den langt mere kærlige Gud som blev kendt gennem Jesus.

Den første udbredelse af forsoningslæren tilskrives udelukkende Paulus, som havde tilhørt farisæerne, og som derfor kendte de jødiske love ud og ind, lige som hans tilhørsforhold til overklassen betød, at han talte og skrev flydende græsk. Intet i historieskrivningen tyder ej heller på, at de oprindelige apostle havde beskæftiget sig med denne sammenhæng, indtil Pauls begyndte at tale om den. Hvis vi skal tro på historieskrivningen, kendte de den ellers udmærket, for det står jo tydeligt beskrevet i evangelierne, hvordan Jesus indstiftede nadveren, som jo er ritualet for forsoningslæren, påske nat, lige inden tilfangetagelsen som førte til hans død. At denne begivenhed næppe har fundet sted som det står at læse i evangelier, fremgår klart og tydeligt i Første Korint kapitel elleve vers 23. ”Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød,…”
Hvis begivenheden fandt sted ville Paulus have sagt noget i retningen af: ”Thi jeg har modtage ordene fra Herrens apostle som i ville vide var til stede ved Måltidet…”, men han siger udtrykkeligt: ”… jeg har modtaget …”.

Den nye forklaring til forståelse af Jesus død og genopstandelse blev ikke som sådan vedtaget på noget kirkemøde eller lignende, den blev indstiftet ved sin udbredelse gennem rejser, møder og breve. Ypperstepræsterne, og den ordinære Jødedommen, som Paulus var afhoppet fra, lod sig ikke formidle af den nye sammenhæng mellem Kristus død som en forsoning. Ofringerne, holdt de dog holdt op med at foretage, uden vi præcist ved hvornår.

Historieskrivningen havde på det tidspunkt hvor kirkemødet i Nikæa fandt sted, sørget for, som det lige er redegjort for, at indskrive forsoningslæren i evangelierne – ved at lade Jesus selv, indstifte nadveren. Blot glippede det lige med at får rettet Paulus ord i korinterbrevet, ligesom endnu en smutter viser hvordan der blev skrevet til og fjernet. Husk eksemplet fra indledningen, som endnu ikke er fortalt færdigt, fordi det først var nødvendigt og interessant at forstå situationen, som den tog sig ud for datidens teologer. Hvordan skulle de nu, med Jesus indskrevet i evangelierne, som ophavsmand til forsoningslæren, forklare denne alvidenhed som Jesus blev tildelt? Det var ikke længere nok, at han var underordnet Gud. Udtrykket, ” kýrios Iësoús” (Jesus er Herren) var for længst taget i brug, og senere var alle de optegnelser af Jesus, som kunne beskrives, løbet sammen til en helhed; som igen søgtes beskrevet ved hjælp af det filosofiskrelaterede ord, Logos, som er indbegrebet af både logik of fornuft. Problemet var bare stadig ikke løst, for når nu Jesus var at betragte som Logos, hvorledes var da forholdet mellem ham og Gud, osv? Problemet, eller problemerne ville ingen ende tage, og det kan bestemt diskuteres videre i dag, om det nogen sinde rigtigt er løst, rent logisk set.

Det som kan siges med sikkerhed, er at mødet i Nikæa i år 325 ef. Kr. satte et punktum for de fleste interne diskussioner for kirkens vedkommende. De på den tid ledende teologer og kirkefædre vedtog treenigheds dogmet, som stadfæstede at faderen og sønnen var en og samme. Helligånden lige så, men dog på det tidspunkt endnu kun anført i parentes. Føret i år 381 ef. Kr. kom Helligånden med, hvorved dogmet treenigheden var endeligt. Begrebet havde eksisteret en del år inden, idet dets ophav tilskrives Tertullian, som dødede netop 100 år før dette møde. Netop hans indflydelse havde været enorm, når det galt om at forsvare kristendommen imod andre religiøse opfattelser, af hvilke der allerede dengang fandtes adskillige. Tertullian havde benyttet sig af alle midler til at fremstå som en autoritet, og et af midlerne var anvendelsen af logik. Mange år sendere har blandt andet Kurt Gödel hjulpet os til at forstå, at logikken har sine begrænsninger, og at logikken som sådan ikke kan være noget argument for det guddommelige. Uden adgang til en autoritet som kunne stadfæste en sådan viden, var der intet til at stoppe påstande som Tertullian havde benyttet sig af at fremføre. Han havde fx argumenteret på følgende måde mod angreb fra gnostikerne: ” Mod gnostikerne argumenterede han med paradokser: “Guds søn er død; det er troværdigt, fordi det er tåbeligt. Og han er begravet og opstanden; det er sikkert, fordi det er umuligt.” På andre steder fremhæver han imidlertid fornuften som en gave fra Gud, der gør det muligt for mennesket at lære Gud at kende.” ’(Wikipedia).

Som følge af mødet, eller måske var arbejdet allerede påbegyndt, var det helt naturligt at virkeligheden igen blev rette til i teksterne, hvilket betød at de ord som Jesus før havde sagt blev bragt i overensstemmelse med det vedtagne, som for fremtiden var at betragte som Guds eget ønske. Jesus måtte derfor aldrig have sagt: ” Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én”, hvorfor sætningens første del mangler i Matt. 22, 37 og Luk. 10, 27, men altså stadig er at læse det tilsvarende sted hos Markus, nemlig i Markus – 12, 29. Man kan selvfølgelig hævde at Markus selv skulle have tilføjet ” Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én”, men i givet fald er det en påstand, som ikke på nogen måde giver mening.

Uanset om der her var talte om god eller tvivlsom logik, viser forløbet at Tertullians nye begreb, treenighed, virkede efter hensigten, nemlig at skabe armslængde til datidens andre religiøse forestillinger som til stadighed angreb kristendommen. Lige fra kristendommens spæde start havde netop det at adskille sig fra andre trosformer, med jødedommen som de første, været med til at få styr på formuleringen af religionens indre anliggende, og afviklingen af det første koncilium og de bestemmelser som blev vedtaget der, var nu med til at konsolidere den yderligere. Sammenholdt med at Konstantin den Store legaliserede kristendommen i år 313 var dens magt vokset til noget, som var langt større end den jødedom, den var udsprunget af.

Der kan på daværende tidspunkt ikke have hersket nogen tvivl om, at kirkens ledelse var fuldt ud klar over, at store dele af det grundlage hvorpå kristendommen byggede, hvilede på tanker som udspandt sig fra Paulus fortolkning af Kristi genkomst; og for så vidt har ingen videreførelse af kirken heller aldrig forsøgt at lægge skjul på Paulus store indflydelse på kristendommen. De teologiske problemer som overvandtes, ikke mindste med hjælp fra Tertullian, blev fremover mest omtalt indenfor kirkens egne rækker, og det var heller ikke nødvendigt andet.

Ansigtet udadtil, og her menes den form hvormed kirken fremstod, havde ikke behov for besværlige filosofiske overvejelser, hvor essensen af religionens særegne elementer bød på rigeligt stof. Der var alle skrifterne fra Israels historie, hvortil Jesus ord, som fx gengives omfattende i hans bjergprædikener, kom til. Der var forsoningslæren, treenigheden, dåben, osv. Præstens særlige rolle der levendegjordes gennem det talte ord; men dertil kom som noget meget vigtigt; det brud som kristendommen skabte i alle de samfund hvori den udspillede sig, nemlig bruddet med den enkelte borgers status, idet allé indenfor kirken var lige for Gud. Hvor stor en rolle denne faktor spille kan selvfølgelig kun være et gæt, men for den almindelige kristne vejede den slag uden tvivl langt tungere, end de tanker som lå bag opfindelsen af begrebet treenighed.

Hvorvidt de bagvedliggende problematikker og de dertil tilhørende tilskæringer af det nye testamentes tekster, fremadrettet forblev almindeligt kendt blandt alle kirkens teologer, kan ingen vide med sikkerhed. Det er dog svært at forestille sig, at de mest begavede teologer ikke skulle have skaffet sig den fornødne indsigt, gjort sig netop de nødvendige tanker, og derefter bevidstgjort sig selv om disse forhold.

Ved en grundig gennemlæsning af en mere nutidig teolog, Jacob Ballings, bog: ”Kristendommen”, danner der sig et tydeligt billede af en sådan viden, må ligge til grund for den nænsomme behandling af emnet. Måden, hvorpå Paulus bliver trukket frem i forløbet, men også konstateringen af de uløselige konflikter fremstillinen af Jesus død forårsagede, samt delvise erkendelser af at de i princippet stadig gør, lader ingen tvivl tilbage; men en sådan betragtning er naturligvis subjektiv. Det skal siges, at formålet med hans bog heller ikke på nogen måde har været at klarlægge ægtheden af den ene eller anden tekst, men derimod redegøre for hvordan religionen opstod, og blev til det, den er i dag. (eller var, på det tidspunkt hvor bogen blev skrevet). Et formål som syntes opfyldt med mange glimrende iagttagelser.

Gennemgangen af kristendommens historie fører helt naturligt J.B. frem til det for kristendommen helt essentielle spørgsmål, nemlig om prisen for teologiens konsekvens nu også står i plus når den ses i forholdet til udbyttet. På plussiden savnes ikke materiale. Kærlighedsbudskabet, Guds gave til mennesket, den fremstrakte hånd som Kristus rækker gennem Guds ydmygelse af sig selv, kalder ubesværet på følelser som de fleste mennesker let kan finde sig selv i. Kernen, som falder ud når alle lagene skrælles af og lægges væk. Begrundelsen står klar, for, trods alt tvivl og bekymring, og trods, ufremkommelige tanker og vanskelige modsigelser, at forblive et troende kristent menneske.

Selv hører jeg Jacob Ballings ord og jeg hører præstens ord, når jeg ved forskellige begivenheder sidder i kirken, men samtidig lytter jeg også på en undrende måde. Mine tanker går i retning af den viden, jeg formoder at dele med præsten om at argumentet om, at treenigheden ikke helt holder vand. Og så undrer jeg mig over hvad forholdet er til ham, Kristus, som altså ikke er Gud, men som vi cirerer helt bevidst forkert, fra den tid hvor han levede sit jordiske liv som Jesus. Når der således siges til ham, indirekte at hans person er fuldstændig misforstået. Hej du Kristus. Vi misforstår dig helt bevidst, og går reelt ikke op i, hvem du i virkeligheden er, hvad du oprigtig sagde da du var Jesus, og hvad din rolle overhovedet er i forhold til Gud. Du er sådan en vi bare bruger og former, som historien nu engang ville det. Vi spørger ikke, men pålægger dig uden videre at bringe vores bønner videre til Gud. Vi regner med at du nok er så venlig, som en gengældelse for vores i øvrigt skødesløse behandling af dig. Alt din snak om tilgivelse – her har du noget at bruge den til. Jeg, som moderne menneske i det 20’vende århundrede, undrer mig over hvordan nogen – og så endda helt bevidst – kan forsvare at så smuk en personlighed som Kristus, skal betragtes og behandles så respektløst. Er der da ikke noget inde i, trods det intense fokus på alt det smukke ved kærlighedsbudskabet, som råber på at bringe denne misforståelse til ophør? Findes der slet ingen skam over den umådelige uretfærdighed der ustandselig bedrives?

• Dette emne blev ændret 6 år, 5 måneder siden af  Startprofil.

[Forfatter]

Indlæg