Synd, skyld og skam

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 1 år, 2 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1504

    SYND, SKYLD OG SKAM

    KOMMENTAR: Tro kun, så kommer frelsen, hævder kirken. Hvor er det opbyggelige, det fremtidsoptimistiske og menneskekærlige i denne lære?

    af cand. mag. Chr. Nicholas Eversbusch
    “Hvordan skal Guds ords tale om absolut skyld kunne give mening for mennesker i et pladderhumanistisk samfund, som i realiteten har afskaffet selve skyldbegrebet?”. Dette retoriske spørgsmål udgør essensen af både pastor emeritus Niels E. Rosendals og sognepræst Eva Meiles artikel i Kristeligt Dagblad hhv. d. 24.1. og d. 13.1. Begge artikler bød på såvel skarphed som skarpsyn. Positivt. Jeg er fuldstændig enig med de to skribenter i, at folkekirken, som forkynder af Jesu lære, bør træde op mod vor tids vattede individualisme i stedet for at modernisere forkyndelsens form. Men jeg synes, de to skribenter argumenterer for ensidigt, når de først frikender kristendommen og folkekirken fuldstændigt og siden lægger al ansvar for kirkegangens nedtur over på den slatne tids”ånd”, for hvor slatten tidsånden end er, kan den dog ikke gøre for, at kirkens lære om skylden er meget lidt opbyggelig.

    Den kristne skyldsforestilling udledes jo primært af tanken om arvesynden, der endnu ligger som en knugende byrde på masser af kristne verden over, og via Luthers indsats blev hamret ind i den protestantiske bevidsthed. Når man om søndagen griber salmebogen i kirker landet over, hører man således endnu den arvesyndsterroriserede Thomas Kingo udråbe sin klagesang: “Synde-Bjerge ligger paa / Mine Lyste-knæged Skuldre / Sjælen har begyndt at buldre / I sit Køds besmitted’ Vraa, / Loven mig med Grumhed truer, / Og fordømmer mig i Grund, / Satan viser Helved-Luer, / Som hans Kule har i Mund”. Højstemt og prægtigt – men hvor forfærdelig dystert! Hvad kunne den stakkels Kingo gøre for at rette op på denne misere? Ifølge kirken nøjagtigt det samme som enhver anden person i både 1600-tallets og årtusindskiftets Danmark: intet. Thi alt er synd – ‘Forfængelighed, Forfængelighed’. Og alle er skyldige. Vil man undgå satans ‘Helved-Luer’, kan man altså kun sætte sig ned, lægge hænderne i skødet – og tro. Tro kun, så kommer frelsen – hævder kirken. Hvor er det opbyggelige, det fremtidsoptimistiske og menneskekærlige i denne lære? Jeg kan ikke få øje på det. Hvad hverken Meile eller Rosendal tager højde for i deres forklaring på danskernes utryghed ved den kristne skyldstanke, er således, at sidstnævnte er i fuldkommen modstrid med enhver forestilling om menneskelig udvikling. For når vi alle er skyldige syndere – uanset, hvad vi foretager os – og kun kan frelses ved at tro på Kristi ophævelse af synden ved sin soningsdød, så må al humanisme, lærdom og åndelig oplysning jo være underordnet. Og fjerner vi disse tre mål for den menneskelige stræben, bliver der kun en frygtsom umyndighed tilbage.

    Det var det, Immanuel Kant forstod, da han i 1700-tallet definerede oplysning som menneskets ‘træden ud af den selvforskyldte umyndighed’ – og det er ingen hemmelighed, at denne folkets umyndighed langt hen ad vejen var kirkens værk. Kant ville – ligesom Voltaire og Holberg – gøre mennesket til herre i eget hus. Uden, at det vel at mærke indebar en afsked med Gud. Og hvorfor i alverden skulle Gud da også – som den alkærlige Fader, Han er – ønske at holde os mennesker, sine elskede skabninger, fast i en evindelig syndsbevidsthed og dermed umyndighed? Gud har givet os intellekt og fornuft for, at vi kan arbejde os frem mod større viden og indsigt i vor egen situation; han ønsker ingenlunde, at vi skal sidde og skamme os over vor skyld og syndige natur, indtil vi bliver frelst fra oven. Vi skal selv gøre en indsats. Og det kan vi ikke, hvis den lammende skyldfølelse konstant er over os – hvilket det passivt lidende jeg i Kingo-salmen ovenfor illustrerer ganske malende.

    Jeg er sikker på, at mange mennesker svigter kirken, fordi de føler en intuitiv – og berettiget! – skepsis over for den gud, der – millioner af år efter syndefaldet – endnu sidder og raser over Adams og Evas udvandring fra paradis og udspyr lutheransk lynild mod alle, der ikke mener, de har brug for at få bortslettet en nedarvet skyld ved at tro på Kristi soningsdød. På denne kristne baggrund mener jeg ikke, man som Meile og Rosendal bør begræde danskernes dalende skyldfølelse og syndsbevidsthed.

    – Bragt i Kristeligt Dagblad den 7. februar 2000

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje