Udvikling af folkekirken

[StartprofilKeymaster]

Forleden blev jeg spurgt hvordan jeg godt kunne tænke mig folkekirken hvis jeg kunne få den som jeg ville. Det er stort spørgsmål at svare på, men jeg tænkte at et svar måtte formuleres sådan at det vigtigste kom først. Jeg begyndte derfor at svare at det vigtigste jeg kunne komme i tanke om er vores kærlighed til Gud. Gud er skaberen, den som forstår livets mysterium til bunds, og som kan skabe evigt liv.

Vi skal mindes om at livet på jorden ikke er evigt og derfor ikke hører til Guds rige hvor intet er forgængeligt, men derimod udsat for konstant nedbrydning. Det eneste på jorden som kan vare evigt, er menneskenes sjæle eller ånder, om man vil, men fordi vi mennesker er indrettet med en udødelig ånd og dog lever på jorden, befinder vi os i en blanding af to verdener, nemlig den dødelige og den evige. En kombination som giver os muligheden for, hver dag, at vælge mellem godt og ondt. Vi er her for at lære at forstå forskellen mellem de to verdener.

Når vi er blevet mindet om at vi er født på jorden for at lære om forskellen mellem disse to modsatrettede livsbetingelser, kunne jeg tænke mig at vi forsøger at nærme os Gud ved at forestille os hvem Han er og hvordan Han er. Hvordan er det mon, alene, at være den som kender alt til disse to verdener, og altid at vide hvad som er godt og ondt? Altid at vide hvornår en tjeneste bliver til en bjørnetjeneste? Hvor går grænsen? Hvornår er en skideballe som man giver sine børn i kærlighedens navn, stadig god og opbyggende, og hvornår kammer den over og bliver nedbrydende? Det er ofte meget vanskeligt at afgøre, men ikke for Gud. Gud ved det med sikkerhed, for Guds gode væsen eksisterer kun netop fordi Han har lært og valgt at afvise alle onde kræfter som kommer fra den dødelige verden. Et valg som er en logisk nødvendighed for Hans eksistens.

Når vi nu sådan kender Gud er det interessant at få at vide hvordan Gud forholder sig til mange af de ting vi går og laver hernede på jorden. Hvad går Han op i at vi gør og hvornår er Han ligeglad? Hvis vi alle sammen, som åndelige væsener, engang, skal leve evigt sammen i Guds udødelige verden, nytter det jo ikke noget at vi går rundt og ønsker at tage livet af hinanden. Det nytter heller ikke noget at vi går og bekæmper, undertrykker og begrænser hinanden. Derimod vil det fungerer rigtig godt hvis vi giver hinanden frihed og uendelige muligheder. Gud går derfor op i hvordan vi behandler hinanden og hvordan vi tænker om hinanden. Dermed er et ritual som fx dåben uinteressant for Gud, for vi handler jo ikke anderledes mod hinanden på grund af selve dåben. Når vi er døde bliver vores handlinger i livet ikke ændret ved at vi begraves på en kirkegård eller et hvilket som helst andet sted. Vores børn bliver ikke mere ægte af at vi gifter os inden vi får dem, og i det hele taget ændrer det intet om vi går i kirke hvis vi alligevel kun er optaget af os selv. Men sidder vi hjemme og arbejder flittigt så vi kan udføre vores arbejde endnu bedre og mere samvittighedsfuldt i morgen, er det straks en anden sag. Ritualer er en mulighed ligesom alt mulig andet, men aldrig et krav. Under denne eller disse forudsætninger ser jeg ingen problemer i at vi afholder forskellige ritualer i folkekirken. Vi kan også synge, bede og høre på præstens tanker om Gud og præstens forestillinger om Guds syn på ting som sker i samfundet og livet, sådan som jeg lige har skitseret. Det kan blive mægtig interessant, og måske kunne der sættes lidt tid af til debat bag efter. Måske endda vi derigennem kunne hjælpe hinanden og således spare en række besøg hos psykologen. Hvem ved? Der er så meget mere kirken kunne giver os hvis den valgte at forstå Gud lidt minere kringlet end tilfældet er.

[Forfatter]

Indlæg