Viljen til ondt

Emne med seneste indlæg Fora Luther Viljen til ondt

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 1 år, 4 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1493

    VILJEN TIL ONDT

    Mennesket er gennemsyret af ondskab og formår intet at egen kraft. Arvesynden har spoleret alle vore gode egenskaber og Gud har forudbestemt en del af os til evige lidelser. Hvor længe endnu skal Luthers forfærdelige dogmer have eneret på betegnelsen ‘sand kristendom’?

    Af cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch
    ‘Man kan ikke bare ignorere de dele af bibelen, man ikke kan lide!’ Og hvis man vil til at ændre på kirkens dogmatiske grundlag, ‘så er det ikke kristendom, man får, men en ny religion’. Domme af denne art toner ofte frem i Kristeligt Dagblads kommentarspalter, når der har været bragt et indlæg, som kritiserer folkekirkens trosgrundlag. Navnlig ét udtryk synes for de kirketro debattører at have en besværgende, nærmest magisk funktion: ‘hjemmestrikket religion’. Hvis blot man kan påhæfte kritikken denne mærkat, er slaget allerede vundet, synes flere at mene. Det ironiske er imidlertid, at folkekirken selv baserer sin lære på en sådan ‘hjemmestrikket religion’. Vor kirkes doktrin går nemlig i dén grad tilbage til én person og dennes meninger – Martin Luther. Luther var en fuldstændigt egenrådig individualist, der mente sig udvalgt til diktatorisk at bestemme, hvad sand kristendom er. Han alene vidste, hvilke bøger, der var hellige, og hvilke, der var apokryfe. Han alene vidste, hvordan bibelen skulle tolkes, og han rasede mod alle, der udlagde den anderledes, f.eks. Thomas fra Aquino – middelalderens største teolog – hvem Luther kaldte for et simpelt “skvadderhoved”. Vidnesbyrd om disse utiltalende træk findes der nok af hos Luther. Her har jeg valgt at se på hans bog ’Om den trælbundne Vilje (De servo arbitrio)’ fra 1525, fordi den som et led i den store reformators opgør med en mere humanistisk funderet kristendom har stor aktualitet i dag.

    Én af Luthers berømteste samtidige, den højlærde humanist Erasmus af Rotterdam, havde i 1524 udsendt et skrift ‘Om den frie vilje’ (kendt som diatriben), hvori han lødigt og moderat argumenterede imod den lutherske teologis dystre determinisme. Han skrev bl.a.: “Hvis man (som Luther) gør gældende, at vor (menneskelige) vilje ikke kan udrette mere end leret i pottemagerens hånd (Paulus’ billede på Guds magt over mennesket, CNE), og hvis man fører al vor gøren og laden tilbage til en gudsbestemt nødvendighed, da støder jeg på mange betænkeligheder” (IV,3). Og Erasmus underbygger dette med et skriftsted: ”Herren siger til Moses: ‘Jeg har vist dig livets vej og jeg har vist dig dødens vej. Vælg det gode og følg det!’ (fri gengivelse af 1. MB. 30,19. CNE). Kan det siges tydeligere? Gud viser, hvad der er godt og hvad der er ondt; Han stiller løn og straf i udsigt og overlader derpå valget til mennesket. Hvor latterligt ville det ikke være at opfordre en til at træffe et valg, hvis denne alligevel ikke var i stand til at gøre nogen af delene?” (Diatribe IIa 14).

    Dette ganske rimelige spørgsmål var for meget for Luther. Han skriver til Erasmus: “Vreden (…) kogte i mig over dit inderligt upassende emnevalg – (over) at det skulle have lov at blive fremført i så kosteligt udsmykket en talekunst, ganske som (…) afføring serveret på guld- og sølvfade” (s. 22. Her og i det følgende citerer jeg fra Ellen A. Madsens danske oversættelse af De servo arbitrio fra 1983). Derefter bryster Luther sig af ”ikke (at) kunne snydes mere af disse falske prydelser end, at jeg ville gennemskue, det var noget skinbarligt møg” (s.23). Ja, tænk, den forvovne Erasmus havde dristet sig til at skrive, at Gud ikke ønsker at styre den menneskelige vilje helt, men – via sin barmhjertighed – nøjes med (kraftigt) at påvirke den, så mennesket ikke alt for ofte går fejl. For Erasmus var der altså tale om en samvirken mellem Gud og menneske (f.eks. IV,11). I sit svar (s. 39) raser Luther over, at Erasmus da “ikke præcist angiver, i hvilket omfang det der med “at udrette noget selv” og “at være afhængig af” (Guds barmhjertighed) skal forstås”. Erasmus havde ment, at det ikke tilkom ham at ræsonnere over præcist, hvor meget Gud påvirker mennesket med sin vilje, men det ser Luther langt fra som klædelig ydmyghed; han ser det som et svaghedstegn. Selv mener Luther nemlig, at han med 100% sikkerhed kan sige, at “det er Gud, der virker alt i alle” (s.43). Også det onde. Indser man ej dette, kan man slet ikke ære Gud (s.43). Erasmus er altså gudløs. Et injurium, Luther første gang fremsætter på s. 31, hvor den notorisk fromme Erasmus gennemhegles som en ateist “fra Epikurs svinesti”. Betegnende for Luthers aggressive påståelighed er det, at han, uden skyggen af et belæg, tilskriver Erasmus en fordækt og ondsindet dagsorden, blot fordi denne er uenig med ham: “Det er dog med fuldt overlæg, du holder folk i uvidenhed om, hvad Guds barmhjertighed er værd, og hvad vores viljesbeslutning er værd” (s. 39).

    Det næste punkt, som Erasmus – alle ukvemsord til trods – slår ned på i Luthers menneskefjendske teologi, er arvesynden: Luther og hans tilhængere “overdriver til uhyrlighed dennes betydning og hævder, at den er skyld i, at selv menneskets mest fremragende egenskaber er blevet så fordærvede, at det ikke formår andet end at foragte Gud. Ikke engang den, der er retfærdiggjort ved sin tro, formår at udføre en eneste handling, der ikke er syndig. Og selv tilbøjeligheden til synd, der er blevet i os siden vor slægts ældste stamfædre, er syndig, og dét i en så uudryddelig grad, at der intet bud gives, som noget menneske kan leve op til” (IV,13). Ifølge Luther befinder mennesket sig altså i en spændetrøje af ondskab, der holder hele livet. Dét får – meget rimeligt – Erasmus til at pointere, at Herren næppe ville have givet sine mange bud og love, hvis der alligevel ikke var nogen, der formåede at leve op til dem. Luther svarer: “Hvem vil – spørger du – så stræbe efter at forbedre sit liv? Mit svar er: Ingen blandt mennesker. Der er endda heller ingen, der vil kunne det, for Gud vil slet ikke vide af de dydsdragoner, du er så interesseret i, fordi de mangler Ånden, og så er de hyklere. Men ved Helligåndens hjælp vil de fromme udvalgte blive bedre og bedre, mens alle de andre forgår uden at blive et hår bedre” (s.71). For Luther hævder nemlig, “at manden uden Helligånden gør det onde af egen drift og tilmed positivt gerne vil gøre det! Og denne drift (…) kan han ikke vha. egen indsigt give slip på” (s. 76). Kun ved tvang kan mennesket handle anderledes end dets onde vilje byder det at handle, fortsætter Luther, og fremsætter så en påstand, der i skråsikkerhed overgår det meste, man har hørt: “Det er aldrig set, at grunden til, at folk giver efter (for kravet om at handle godt), er frit valg til at ville det” (!) (s.77). At benægte dette er en “blasfemisk tåbelighed” (s.53).

    Essensen er altså, at mennesket absolut intet betydningsfuldt kan udrette selv. Det er magtesløst – og har bare at erkende det. Således prædiker Luther – og enhver uenighed i hans standpunkter er en synd. Basta! Værst er dog, at Luther (f.eks. i citatet ovenfor) arbejder med tanken om “de fromme udvalgte”. Dvs.: ikke alene styrer Gud ethvert menneskes gøren og laden; Han har sågar forudbestemt ethvert menneskes handlinger, således at nogle – allerede før de sattes ind i verden – blev udvalgt til himmerig, og resten øremærkedes til helvede. “Helvede (…) vinder sig dem, der hører det til”, formulerer Luther på side 184 denne forskrækkelige prædestinationstanke. “Mon ikke”, svarer Erasmus (IIa,16), “følgende spørgsmål ville trænge sig på hos læseren af biblen” (hvis det vitterligt forholdt sig som beskrevet): “Hvorfor, gør du mig bebrejdelser, Gud, når det ikke (…) står i min magt at kue den ondskab, du har lagt ind i mit sind? (…) Hvorfor forbander du mig, når jeg dog kun synder af nødvendighed?” Ja, det ville endda være passende at skærpe Erasmus’ indsigelse og spørge: “Gud, hvorfor skabte du mig overhovedet? Du vidste jo fra begyndelsen, at jeg ville vælge galt og gå utallige lidelser i møde – du vidste jo, at min tilværelse kun ville bringe mig pinsler”. Som en fader, der således fastlåser nogle af sine børn på en kurs mod evig lidelse, fremtræder Luthers Gud som Satan selv.

    Erasmus var rystet over bitterheden i Luthers kampskrift og udsendte 1526-1527 et forsvarsskrift for sin afhandling, Hyperaspistes I-II, hvori han bl.a. undrer sig over, at Gud skulle have ventet 1500 år med at sende én, der – som den eneste nogensinde – har forstået evangeliet rigtigt og øjnet vejen til frelsen. ”Men det er ikke alene mig, der har savnet mådehold i dine skrifter”, skriver han herom til Luther, og fortsætter: “Også dine tro tilhængere gør det, når de erfarer, hvor mange tusinde mennesker, der står fremmede over for evangeliet efter, din grusomme fjer har belært dem om, at kun det, du lærer, er evangelisk kristendom” (indledningen til første bog). Her når vi ind til sagens kerne. Hvorfor? For det første fordi Erasmus med disse ord foregriber moderne tids fremmedgjorte holdning til lutheransk kristendom; folk flygter fra kirken, fordi den endnu lærer, at Luthers mørke dogmer anviser den eneste gyldige vej til frelse. Og den anden grund til, at ovenstående passus rammer kernen, er, at Erasmus her så rigtigt påpeger, at den skråsikre påståelighed i Luthers (hjemmestrikkede) teologi ægger til massiv modsigelse. F.eks.: Kan det være sandt, at kærligheden og glæden i den kristne tro endnu i dag skal stå i skyggen af vreden og synden, blot fordi en bitter teolog i 1500-tallet udlagde evangeliet sådan? Raserianfaldene i Luthers polemiske skrifter viser os en mand, der i dén grad lå under for sin vrede og derfor har haft meget svært ved at se Gud som andet end en vred herre. Men betyder det, at vi endnu i dag skal bøje os for denne (hjemmestrikkede) opfattelse af Gud? Nej! Luther var en dygtig teolog, en sprogets mester, en utrættelig bannerfører i kampen mod pavedømmets magtmisbrug – men Gud kendte han ikke. Og derfor bør folkekirken tage sin afhængighed af Luthers lære op til en alvorlig revision. Snarest. Ellers synker kirkeskibet.

    Bragt i Kristeligt Dagblad den 7. juni 2000

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje