Guds eller menneskers bud?

[Christian Nicholas EversbuschParticipant]

GUDS ELLER MENNESKERS BUD?

Så længe bisperne holder fast i menneskeskabte dogmer, fortsætter kirken sin opløsningsproces. Hvis kirken atter skal være for folket, og ikke kun for bisperne, er en reformation bydende nødvendig.

Af Chr. Nicholas Eversbusch
”Men de dyrker mig forgæves, idet de lærer sådanne lærdomme, som er menneskenes bud”. Således taler Kristus til farisæerne og de skriftkloge i Markus-evangeliet 7,7. ”Thi I forlade Guds bud, og holde menneskers skik”. Med disse enkle ord forklarer mesteren selv, hvorfor den kirke man har bygget på hans lære, nu, to tusinde år efter, er ved at styrte sammen.

Gennem hele kirkens historie har vi mennesker generelt været for indskrænkede til at fatte rigdommen i den kærlighedslære, Kristus bragte til Jorden, og i stedet har nogle da egenrådigt forsøgt at sætte betydningen af Kristi liv og lære i system – ud fra det, de mente at forstå. Og atter andre har udnyttet disse systemer – katekismer, kirkeordninger, kanoniske lovsamlinger og meget andet – som politiske kontrolredskaber til at befæste egen magt.

Om det kontrolredskab, der for vor danske folkekirke er det vigtigste – Den augsburgske Bekendelse – ved vi fx, at det kom i stand under magtpolitisk presserende forhold i 1530. Det var da kejser Karl 5 forsøgte at holde sammen på sit storrige ved at jævne den kløft, der var ved at dele Europa i katolske og reformerte. Indbyrdes forskellige trosartikler lå til grund for Den augsburgske Bekendelse, ligesom den til stadighed blev omarbejdet af Luthers ven, Melanchthon. Hvad der stod i den oprindeligt vedtagne udgave af bekendelsen, ved teologerne ikke engang mere; såvel den tyske som den latinske originaltekst er forsvundne. Det er menneskeligt at fejle – men ikke guddommeligt. Og dét er sagens kerne, for hvordan skulle et stykke menneskeværk – sammenflikket for at tilgodese myriader af kirkepolitiske interesser i 1500-tallets Europa – kunne vække genklang i religiøst søgende danskeres hjerter i 2004? Det er utænkeligt. Ligesom det er utænkeligt, at 1500-tallets lovgivning kunne danne grundlag for domme i danske retssale anno 2004: hverken halshugning, tortur eller tugthus giver mening som strafform i dag.

Men når alle andre institutioner udvikler sig, hvorfor står kirken så stille? Fordi den lever sit helt eget liv. Allerede som teologistuderende låses vore præster fast i nogle tankebaner, der har mere med menneskeligt systembyggeri end med den historiske Jesus at gøre. Bevidstløst videreføres dogmerne for dogmernes egen skyld, og for ’kaldets’ skyld. Man vil jo nødig sættes fra bestillingen.

”Jeg kender ingen, der tror på jomfrufødslen”, siger tidligere præst Doris Ottesen til Kristeligt Dagblad 24.april i år. Og samme avis meddelte 29.12.99 resultaterne af en rundspørge blandt 103 britiske bisper. Heraf troede kun tre på Biblens skabelsesberetning, og kun 23 stolede fuldt ud på historien om Adam og Eva. Regner vi hertil de gudsfornægtende provo-præster Thorkild Grosbøll og John Shelby Spong, trænger et spørgsmål sig på: Når selv ikke præsterne tror på det, de prædiker, hvordan kan menigheden så ventes at gøre det?

Det kan den heller ikke, og stort set ingen i dette land føler noget som helst for kirkens dogmer. Til gengæld føler mange sig tiltrukket af historien om Jesus; endnu betages vi af budet om at elske hverandre ’som brødre og søstre’, og hos hundredtusinder lever vedblivende troen på Gud som den kærlige Fader.
Den inderste kerne i kristendommen – den lille del, der stammer fra den historiske Jesus – har altså blivende værdi, den synes vedblivende at vække genklang i os mennesker. Resten har kun historisk værdi, og så længe kirken holder fast i denne historisk begrænsede, menneskeskabte del af sin lære, så længe vil den fortsætte sin opløsningsproces.

Ønsker bisperne imidlertid at redde folkekirken og nå til en pålidelig erkendelse, af hvad der er menneskeskabt, og hvad der er Gudskabt i kristendommen, burde de skele til ”Vandrer mod Lyset!” – den ad mediumistisk vej fremkomne bog, som allerede i 1920 skulle have dannet grundlag for en reformation, men blev tiet ihjel.

I et supplement til ”Vandrer mod Lyset!”, også fra 1920, ”Forsoningslæren & Genvejen”, læser man, at: ”Menneskenes sande Gud, deres Aands Fader, (…) gennem sine Udsendinge (…) har kaldt paa Kirkens Myndigheder” og bedt dem føre trosgrundlaget tilbage til Kristi oprindelige kærlighedslære. Dette skete ikke; bisperne forlod, med Markus’ ord, ”Guds bud og holdt menneskers skik” – en risiko, der allerede var taget højde for i ”Forsoningslæren & Genvejen”. Følgende afsnit (s.25-26) virker således profetisk i lyset af folkekirkens nuværende situation:

”Men begynde Menighederne selv at (…) fjerne sig fra Kirkens Lære, da bliver de Ledende tilsidst ene derinde (…) og (…) Vindene vil blæse og slaa imod det vaklende Hus, og det vil falde, og dets Fald vil blive stort! – thi Huset er bygget paa Sand, og Sandet skrider!”

Dette kirkens forudsagte fald er den direkte følge af bispernes egenrådighed; stædigt har gejstligheden stolet på fuldkommenheden af det overleverede; man har ikke haft mod til at stille skiftende tiders doktriner over for Kristi egen domstol; bundet af kirkens institutionelle træghed nægter bisperne således fortsat at indrømme groteske fejl, såsom den at lade barmhjertighedens læremester stå som garant for de udøbtes fordømmelse ”til at pines uden ophør” (Augsburgske Bekendelse artikel 17). Brutaliteten og selvmodsigelsen i denne tankegang indser menigmand i dag ved egen hjælp. Så langt er vi da nået. Og derfor søger stadigt flere det guddommelige ad andre stier end den kirkelige. Herom læser man i ”Forsoningslæren & Genvejen” (s.41):

”Bestandig har de mere aandeligt modne søgt at lodde dybere, (…) søgt at give deres Opfattelse af det guddommelige en skønnere Form, større Klarhed og fyldigere Udtryk. Men selv det Menneske, der i sin (…) Higen efter at gengive det Guddomsbillede, som Tanken afspejlede, har fundet de mest sublime Lignelser, de enkleste Udtryk og de skønneste Ord, har dog ikke formaaet at genspejle det usynlige Væsens Renhed, Højhed og Guddomsfylde; thi ingen Mennesketanke, ingen menneskelig Udtryksform kan give en blot tilnærmelsesvis Forestilling herom. Kun igennem den fulde Tankehengivelse, den rene alt gennemsyrende Kærlighed kan Guddommen fattes.”

Burde kirken ikke hjælpe os til en sådan tankehengivelse? Længslen efter det guddommelige er så stærk som nogensinde, i en gold og materialistisk tid, hvor stadig flere søger spirituelle oplevelser, tager på klosterophold, går til clairvoyante og udforsker bønnens magt på sig selv og andre. Men kirken står stille. Dens svar til de søgende lyder fortsat: ”Jesus døde for vore synder – tro på dét eller gå evigt fortabt!” Hertil siger ”Vandrer mod Lyset!” (s.203): ”Udlægningen af Jesu Død paa Korset som ’Offerlammet’, i hvis Blod alle Syndere skulle tvættes rene, er (…) en fuldkommen gudsbespottelig Tanke, der skyldes Paulus’ egenmægtige udlægning af Jesu lære.” Mig forekommer det da også indlysende, at der må stå en pervers mennesketanke bag læren om, at Gud skulle have ladet sin egen søn slagte, når Han i Biblen formaner os: ”Du må ikke ihjelslå!”

Når alle uden videre kan indse sådanne bloddryppende selvmodsigelser i kirkens lære og i øvrigt står komplet uforstående over for de gamle dogmer – hvilket den folkelige opbakning til Thorkild Grosbøll fx har vist – må der en reformation til. I modsat fald bliver kirken aldrig mere en folkekirke, men en bispekirke. Fra bisperne selv vil reformationen dog aldrig komme, thi de har med præsteløftet svoret at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse” af 1537. Rent farisæisk.

– Bragt i Fyens Stiftstidende den 14. september 2004 under overskriften ’Lad os få en reformation’

[Forfatter]

Indlæg