Syndsforladelse

[StartprofilKeymaster]

Den dødende person som får syndsforladelse af en præst undlader måske at søge tilgivelse hos en person som går og bærer nag over en særlig hændelse. Den dødende føler dårlig samvittighed, men mangler modet til at gøre forsøget ved at tage kontakt til den pågældende person, og er taknemmelig for at få en undskyldning for ikke at gøre noget. Syndsforladelsen er desværre bare en falsk tilgivelse for synderen. Den hjælper jo intet på det nag som modparten går og bære på, og derfor er spændingsfeltet mellem de to personer præcis lige så anfægtet og inficeret som det var før
syndsforladelsen.

Følgen af syndsforladelsen kan måske give et indtryk af, at den dødende person føler sig lettet, men den virkning er i sagens natur, rent bedrag. Angeren er godt nok en forudsætning før det giver mening for modparten at tilgive hændelsen, men førend den urene energi drænes ud af hændelsen, skal begge parters viljer være villig til at slippe den. Det er ikke noget Gud styrer eller bestemmer, og derfor heller ikke noget som en præst kan øve indflydelse på, uanset Jesus hævdes at være nok så meget guddommelig – eller korsfæstet, med det særlige formål at åbne vejen til gudsriget for menneskeheden.

Syndsforladelsen gør følgelig skade på mere end en måde. Dels foregøgler den det enkelte menneske at opnå en frelse, og dels giver den os en forskruet forestilling, om Gud, som en der ikke respekterer menneskets frie vilje, hvilket jo ville være tilfældet, hvis synderen og offerets viljer til forsoning blev betvunget af Guds stærkere vilje. Nu ved jeg godt at et udsagn som dette kan opfattes som arrogant og bedrevidende, men faktisk er det alene et spørgsmål om definitionen af godt og ondt, og om vi placerer Gud på den gode eller onde side. Hvis vi er enige om at Guds som en naturlig del af sin uendelige godhed og kærlighed, har valgt at berige hvert enkelt menneske med en vilje som aldrig undertvinges, bør udsagnet aldrig nogen sinde kunne betvivles.

Det er et kæmpe problem for folkekirkens forhold til Gud, at menneskets fri vilje underlægges den påståede kraft og effekt af syndsforladelsen, og dertil kommer problemet med den falske tilgivelse, som ikke kun gives til dødende mennesker. Den gives til som alle, troende, ikke troende eller godtroende mennesker, som går i kirke for at modtage denne. Forhold som vedrører det enkelte menneskes synd i forhold til Gud selv, har jeg helt bevidst sprunget over eller gemt til sidst – men mon ikke, den gode og kærlige Gud, mange mennesker opsøger i deres tanker, tilgiver os, når blot vi selv inderligt i tanker udtrykker vores ønsker derom?

[Forfatter]

Indlæg