Ubevidste abehjerner

[Christian Nicholas EversbuschParticipant]

UBEVIDSTE ABEHJERNER

KOMMENTAR: Evolutionsteoriens akilleshæl er, at den ikke kan forklare, hvorfra et væsens bevidsthed om egen eksistens stammer

af cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch
Poul Hoffmann har gennem oktober bekæmpet darwinismens evolutionsteori i et par veloplagte kommentarer her i avisen. Hvor disse indlæg hos flere – f.eks. apoteker Erik Bové Christensen – har affødt lidenskabelige reaktioner, har de hos mig kun afstedkommet velvillig undren. Ja, for Hoffmann har jo slet ikke fremført nogen reelle argumenter for sin evolutionskritik. I de to indlæg af ham, jeg har læst, har jeg forgæves ledt efter fældende beviser og kun fundet uunderbyggede påstande. F.eks. læser man et sted: ”evolutionsteorien (…) er i bund og grund uholdbar, umulig og kassabel, mens der ikke kan indvendes noget reelt mod den bibelske skabelsesberetning”. Jeg stiller mig ikke på forhånd afvisende over for dette synspunkt, men jeg ville vældigt gerne høre, hvad det er for argumenter, der har bragt Hoffmann frem til det. Det er ironisk, at Hoffmann i sine indlæg bugner af bevidsthed om videnskabelighed kontra uvidenskabelighed og på samme tid fuldstændig forsømmer forudsætningen for al videnskabelighed: fremførelsen af konkret materiale, der kan sandsynliggøre ens påstande eller teorier.

I opbyggelig ånd vil jeg dog gerne benytte denne lejlighed til at fremføre ét af de argumenter, Hoffmann kunne have brugt til at sandsynliggøre sin antagelse: Evolutionsteoriens achilleshæl er, at den ikke kan forklare, hvorfra et væsens bevidsthed om egen eksistens stammer; altså dén milevide grøft, der skiller mennesket fra selv højtstående, ’intelligente’ dyrearter. Professor Jes Olesen, der er overlæge på Glostrup Amtssygehus’ neurologiske afdeling, udtalte sig om dette problem i et interview bragt i Politiken for et par år siden: “Videnskaben gør bl.a. det, at den ser på dyrerækken. Man kan begynde med de laveste organismer i rækken, som kun har ganske få neuroner. Begiver man sig opad, bliver det mere og mere raffineret, og sådan fortsætter det til mennesket. Problemet for videnskaben er bare, at der ikke er noget konkret sted, hvor det skiller. For den observerende videnskab er der ikke noget bestemt sted, hvor man kan sige, at pludselig har vi en person. En abes hjerne er på mange måder meget tæt på den menneskelige. Spørgsmålet er så, hvad der gør et dyr til et dyr og et menneske til en person. En hund kan have personlighedstræk. Den kan have den og den karakter. Men det gør den ikke til en person”.

Det er her, Gud kommer ind i billedet – dét er der selv mange naturvidenskabsfolk, der mener. For her bliver det jo en nærliggende tanke, at menneskets bevidsthed er resultatet af et indgreb fra en udefrakommende intelligens. Det faktum, at den menneskelige bevidsthed ikke kan spores nogetsteds i den fysiske hjerne, indicerer samtidigt, at tanken om menneskets sjæl ikke er så søgt endda. Sjælens tilværelse sandsynliggøres yderligere af genteknologiens store, uløste problem: Hvordan kan det være, at selv to mennesker, der har påfaldende ligheder i arvemasse – to siamesiske tvillinger f.eks. – sagtens kan have personligheder, der er så forskellige som nat og dag?

– Bragt i Kristeligt Dagblad den 30. november 2000

[Forfatter]

Indlæg