At tro med eller uden fuld pension

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 5 år, 8 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1503

    AT TRO MED ELLER UDEN FULD PENSION – DÉT ER SPØRGSMÅLET

    Føler du dig dum, fordi du ikke forstår de teologiske udredninger af Ramsdal-sagen? Bare rolig, det er slet ikke meningen, du skal forstå. Meningen er, kirken skal bestå. Intet andet.

    Man skal tro på, hvad der står i kirkens bekendelsesskrifter. Men man behøver ikke tro bogstaveligt på det. Tror man ikke bogstaveligt på det, må man dog sige, hvordan man SÅ tror på det. For vi vil jo gerne have diskussion i kirken; vi er enige om, at der er mange måder at tro på, men der er alligevel nogle af disse måder, som vi ikke kan tro på. For vi tror trods alt på nogle rammer for troen. Disse rammer kan man ganske vist ikke se, for vi tror jo ikke på et hierarki af præster, der bestemmer over andres tro. Det er det, de har nede i Rom, og dét kan vi ikke lide. Nej, vores kirke er en folkekirke, hvor den enkelte præst står frit i sit forhold til Biblen og troen. Altså med mindre han direkte til pressen siger noget om netop den del af troen, som ingen virkelig tror på. Så er det nemlig, biskoppen bliver nødt til at fortælle alle, hvordan netop denne utrolige del faktisk er selve grundlaget for al kristentro. Den SKAL alle altså tro på. I hvert fald på en eller anden måde.

    Men hov! Er vores kirke så overhovedet nogen folkekirke? Er det så alligevel ikke ligesom nede i Rom? Erstatter hierarkiet så alligevel ikke friheden? Jo da! Men hvis biskoppen nu udtrykker sig tilpas utydeligt om sagen – dvs. tilpas teologisk – så kan det være, der ikke er nogen, der opdager selvmodsigelsen. Ja, at de færreste orker at prøve at forstå, hvad det egentlig er man må tro, og ikke må tro i kirken. Biskoppen brugte altså en variant af præsident Harry S. Trumans gamle strategi: ”If you can’t convince them, confuse them!” (altså: ”Kan du ikke overbevise dem, så forvir dem!”). Læs bare hans indlæg her i avisen d. 21. januar.

    Og således undgik den gejstlige øvrighed endnu engang en folkeopstand mod kirkens forstenede dogmer. Ja, således fik bisperne fornyet deres håb om, at det danske kleresi i det mindste holder deres tid ud. Med embedsbolig og fuld pension.

    Af cand.mag. Chr. Nicholas Eversbusch

    Bragt i Kristeligt Dagblad d. 29. januar 2015

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje