Den strenge far

[StartprofilKeymaster]

Forsoningslæren er ikke til diskussion blandt menige i folkekirken, for de har jo ikke læst teologi og dermed forstået at læse teksten i biblen rigtigt.

Vi mennesker er dog Guds børn og må gerne opfatte Ham som vores far, hvilket fx fremgår af fader vor og trosbekendelsen.

Ser vi nøgternt på forholdet mellem faderen og børnene ser vi en far som har rigtig mange børn. Blandt alle disse børn er der kun lige en enkelt som stikker ud idet han er både lydig, opofrende, kærlig og lærevillig. Alle de andre er uartige. De strides, er letsindige, ulydige, dovne, opsætsige og stridbare.
Faderen har på alle mulige måder forsøgt at opdrage de uartige børn, men intet har hjulpet. De hører ganske enkelt intet af det han siger til dem.
I sin frustration kalder faderen på sit eneste lydige barn som han naturligvis elsker højere en nogen anden, og læsser det hele af på ham, idet han beklager sig over alle de andre. Faderen ender sin frustrerede og lange tale med at gøre det klart at den gode søn nu vil få så mange bank og tæsk som der overhoveder kan ligge på ham, selv om det egentlig er alle de andre som har fortjent tæskene. Den gode søn får blot rollen som stedfortræder for alle de uartige. Det skal forbedre dem, siger han. Jeg vil få udløsning for min vrede og alle de uvorne vil glæde sig over at de er sluppet for straffen. Hermed er en lang historie gjort kort, men den er fuldstændig i overensstemmelse med det vi får forklaret.

Som far til to børn vil jeg stille spørgsmålet om en sådan behandling nu også vil forbedre de uvorne børns opførelse? Og jeg vil undre mig over hvilken søn, uanset hvor medgørlig han end måtte være, der uden videre, ville finde sig i denne adfærd fra sin fars side?

Hvis en far til mine børns jævnaldrende børn går hen og slår sit eneste lydige barn ihjel med det formål derigennem at opdrage alle de andre uvorne, vil det skabe vild opstandelse blandt alle dem jeg kender. Vi vil straks vende denne, sind syge, far, ryggen. Vi vil blive vrede og harmdirrende. Vi ville brække os af ubehag. Er det så mærkeligt at kirkerne står tomme, nu da ingen længere er tvunget eller finder en speciel anledning til at komme, når vores himmelske far gør sådan? Er det ikke på tide at tage denne historiske fremstilling af Jesu død op til fornyet teologisk overvejelse?

Forsoningslæren er et nøglepunkt i folkekirken hvis vi som menige føler behov for at søge Guds tilgivelse. Det er hvad der møder en nydansker som søger at udgranske og dele grundstenen i vores tro og religion. Så jeg spørger bare, som et tillæg til min kritik, hvordan det skal hjælpe disse nydanskere som har hjælp behov? Hvordan skal det hjælpe i en verden i forfald?

• Dette emne blev ændret 7 år, 10 måneder siden af  Startprofil.

[Niels OlsenParticipant]

Nu er forsoningslæren jo eet, jesus som forbillede andet. Jesus foretrak døden på korset frem for at kalde det jødiske folk til væbnet oprør mod Rom.
Som Gandhi var Jesus en fredsfyrste, et idol for alle der kan finde styrken til at vende venstre kind til, når nogen slår ham på den højre. Amish folket i USA søger kollektivt at leve efter det ydmyghedens ideal, vi bøjer nakken for jer andre, men vi har bygget vort sjælelige hus på Guds klippegrund,

Jesus er ikke bange for hverken ypperstepræst eller Pontius pilatus, ikke bange for tortur og død, thi hans er riget og hans rige er ikke af denne verden.

Så forsoningslære eller ej, jesus er fascinerende selv i, måske netop i vor tid, hvor fanden populært sagt huserer i gader og stræder.

[Forfatter]

Indlæg