Men hvad med sandheden?

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 1 år, 4 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1513

    MEN HVAD MED SANDHEDEN?

    Sagerne om Annette Berg og Per Ramsdal afslører kirkens teologi som et lukket system, der hverken lytter til fornuft, forskning eller menneskelig erfaring

    Af cand.mag. Christian Nicholas Eversbusch
    Hvad der undrer mig, når jeg her i avisen læser, at Annette Berg er blevet suspenderet pga. sin tro på reinkarnation, er at ingen af de teologer, der kritiserer hende, bekymrer sig om sandheden. De bekymrer sig kun om, hvorvidt det, der prædikes i kirken, hviler på evangelisk-luthersk grund. Det samme så vi i sagen om Per Ramsdal, sognepræsten, der kom til at sige, at tanken om en fysisk opstandelse virker utroværdig. Først blev Ramsdal skældt ud, men snart kom det frem, at han blot havde sagt, hvad såvel bisper som præster landet over selv tænker: beretningen om en kødelig krop, der stiger til himmels, virker vanvittig. Endda Ramsdals egen mentor, teologiprofessor Theodor Jørgensen, erklærede sig enig heri. Ja, næsten alle kommentatorer i Kristeligt Dagblad synes indforståede med, at Kristus er opstået åndeligt, ikke kødeligt.

    De færreste tør dog drage den følgeslutning, som sognepræst Jørgen Sejergaard gør d.26.11.: ”Hvis Jesus ikke er gået gennem død og opstandelse med krop og sjæl, kan vi heller ikke”. Med andre ord: debatten handler om, hvad der sker med os alle, når vi dør; og her er læren om legemets opstandelse en tung lænke om kirkens fod.

    Et eksempel på dette gav teologen Jakob Brønnum her i avisen (d.23.11.: Hvad handler folkekirkens opstandelseskamp egentlig om?): ”For et par år siden viste en undersøgelse blandt hospicepræster (…), at der tilsyneladende er et gab mellem præsternes kirkeligt funderede sprog og en del af de døendes egne spirituelle tilværelsesopfattelser, som det kan være svært at skabe bro imellem”. Præsternes udfordring bliver, fortsætter Brønnum, ”at forkynde evangeliet som et virkelighedsbåret svar på det moderne menneskes eksistentielle kvaler, uden at det ender i reinkarnation og ny-spiritualitet.” Men hvordan kan præsternes svar blive ”virkelighedsbåret”, når det indebærer lig brugt som evige boliger for vore personligheder?

    Hundredtusindvis af mennesker over hele kloden har fortalt forskere om deres ud af kroppen-oplevelser i grænselandet mellem liv og død. I samtlige nærdødsskildringer, jeg har læst, er adskillelsen fra den jordiske krop blevet oplevet af de døende som en frydefuld befrielse, men dette anfægter ikke dogmatikerne i vor kirke.

    Nej, hele det efterhånden enorme erfaringsmateriale, vi har i nærdødsforskningen, går man fra officielt kirkeligt hold langt uden om, når talen falder på opstandelse. Det stadige samspil mellem teori og empiri, som alle andre fag opererer med, værdsættes nemlig ikke i teologien. Hvad døende patienter på sygehuset henne om hjørnet beretter om livet hinsides denne verden, må således vige for nogle 2000 år gamle andenhåndsberetninger om, at Jesu legeme forsvandt fra en grav – og ergo vil alle vi, der tror på Kristus, også få brug for vores kroppe til evighedslivet. Punktum.

    Med denne opstandelseslære – dybt forankret som den er i forældet jødisk overtro – afskærer kirken sig ikke blot fra at kunne sige noget meningsfuldt til de hospice-patienter, Jakob Brønnum skriver om; den afskærer sig også fra at kunne bidrage til den snarlige filosofisk-videnskabelige revolution. Vi kommer således til at se et kæmpe paradigmeskift, når naturvidenskabens postulat om, at vi mennesker kan reduceres til biologi og kemi, endegyldigt falder.

    Når dels nærdøds-, dels bevidsthedsforskningens resultater forplanter sig til andre fag og bliver anerkendte som det, de er: beviser på, at personligheden overlever kroppens død, da vil kirkens lære miste endnu mere troværdighed. For i vid udstrækning giver kristen dogmatik jo naturvidenskaben ret i, at mennesket er lig med sin krop.

    Derfor rammer følgende kritik af naturvidenskabens herskende ideologi også læren om kødets opstandelse: ”Jeg fastholder, at mysteriet om mennesket sænkes til et meget lavt plan af videnskabens reduktionisme, der forsikrer os om, at hele den åndelige verden før eller siden vil kunne koges ned til materialismens påstand om neuroners aktivitetsmønstre. Denne opfattelse må klassificeres som overtro. (…) Vi må anerkende, at vi er åndelige væsner med sjæle, der har hjemme i en åndelig verden, samtidig med at vi er legemlige væsner med kroppe og hjerner hjemmehørende i en materiel verden”. Det er den nobelprisvindende australske neurofysiolog John Eccles (1903-1997), der her opsummerer hovedresultatet af sin forskning. Herhjemme har en forsker som dr.med. Preben Plum nøje dokumenteret både ind- og udenlandske tilfælde af psykiske oplevelser, der bekræfter Eccles’ konklusion.

    Tilsvarende har, blandt flere andre, professor i psykiatri ved University of Virginia Ian Stevenson (1918-2007) for længst påvist, at reinkarnation er et faktum. Gennem fyrre år rejste Stevenson kloden tynd og undersøgte ca. 3.000 tilfælde, hvor børn kunne berette detaljeret om deres tidligere liv. Professoren fandt i de fleste tilfælde oplysninger, der bekræftede børnenes erindringer. Mange har han dokumenteret i videnskabelige publikationer.

    Talrige andre psykiske forskere, såsom Dr. Helen Wambach, Arnall Bloxham og Dr. Raymond Moody, har beskrevet i hundredvis af tilfælde, hvor mennesker under hypnose er blevet ført tilbage til tidligere liv. Ofte med det resultat, at de har erkendt en sammenhæng mellem disse. Således viser mange tilfælde, at måden, man døde på i sin sidste tilværelse, drukning eksempelvis, udløser en ellers uforklarlig frygt for netop denne dødsmåde i den nuværende tilværelse.

    Hvordan reagerer kirkens myndigheder så på, at flere og flere danskere tror på reinkarnation? En overskrift her i avisen d. 6.12. giver svaret: ”Folkekirken opruster teologisk efter Ramsdal og Berg”. Ti timers ekstra studietid om ugen foreslås af en teologiprofessor for at gøre studerende ”bedre til at fokusere på, hvad der er kristendommens dogmatiske fundament”.

    I stedet for at skærpe dogmatikken hos vordende præster ville jeg foreslå, at man satte dem til at læse den lærde John W. Sweeley’s Reincarnation for Christians: Evidence from Early Christian and Jewish My-stical Traditions fra 2012 og Karl Aage-Kirkegaards Reinkarnation er forenelig med kristendom – en dokumentation fra 1999. Også Anglernes kirkes historie af Beda den Ærværdige fra 731 kan anbefales til åndelig snarere end dogmatisk opbyggelse. Blandt mange inspirerende erfaringer, man finder gengivet her, er ”en hjemkomst fra de døde”. Beda fik den fortalt af et familieoverhoved fra Cunningham: ”En smuk mand i en skinnende kappe (…) førte mig hurtigt ud af mørket og ind i en atmosfære af klart lys”, beretter den ”afdøde” for Beda. Snart skulle han dog atter vende om: ”Da min fører havde fortalt mig dette, havde jeg ikke lyst til at vende tilbage til min krop; jeg var fortryllet af stedets skønhed og behagelighed og af de mennesker, jeg kunne se. Men jeg turde ikke modsige min fører, og (…) pludselig var jeg tilbage blandt de levende igen og selv levende”.

    Nej, det er ikke altid lykken at være bundet til sin krop. Heller ikke for kristent troende mennesker, der ser lyset fra den anden side. Så tak til Ramsdal og Berg! I tør sige, hvad andre præster kun tør tænke: Det evigtvarende ved os er vores ånd. De afdøde gamle kroppe kan dogmatikerne få lov at beholde for sig selv.

    Desværre betyder slige sandheder dog ej så meget for kirkens myndigheder; så længe der prædikes på evangelisk-luthersk grund, er de tilfredse.


    Bragt i Kristeligt Dagblad d. 31. december 2015 under overskriften: ’Sagerne om Berg og Ramsdal afslører kirkens teologi som et lukket system’

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje