Præst eller primitiv medicinmand?

Dette emne indeholder 0 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Profile photo of Christian Nicholas Eversbusch Christian Nicholas Eversbusch 1 år, 4 måneder siden.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1509

    PRÆST ELLER PRIMITIV MEDICINMAND?

    Af cand. mag. Chr. Nicholas Eversbusch
    Med sin splatterkronik om “Den kristne kannibalisme” (Kristeligt Dagblad d. 25.3.2000) gør sognepræst Anders Kjærsig alle kritikere af kristendommens dogmer en stor – omend utilsigtet – tjeneste. Hans gennemgang af menneskeæderens kulturhistorie minder nemlig læserne om, hvor primitivt og lavtstående et forbil-lede, alterets sakramente egentlig har. Kjærsigs uappetitlige prædiken varter bl.a. op med følgende: “Underkender man det kannibalistiske element i nadveren, (…) bliver handlingen flad og uden saft og kraft. Der er intet uciviliseret ved at spise et menneske. Blot det er tilberedt ordentligt. Og det er lige netop, hvad det er i kirken”. Velbekomme.

    Man kunne mistænke kronikken for at være ironisk, men mistanken forsvinder, såsnart Kjærsig applicerer sin medicinmandsteologi: “Når man spiser Jesu legeme og drikker hans blod, bliver man fyldt af den fortælling, han afspejler. Hans kød og blod er forudsætningen for oprettelsen af liv (…). Den (…), som under altergangen spiser kødet og drikker blodet, indoptager således den religiøse kraft, der ligger i elementerne. Kristus tager bogstaveligt talt bolig i vores krop”. Mon Kjærsig også hyler, maler sig i ansigtet og sniffer offerrøg, når han holder gudstjeneste? Tanken ligger ikke fjernt. En anden ting, jeg gerne ville vide, er, hvor Kjærsigs kirke mon køber sin nadvervin henne? Jeg er nemlig sikker på, at mange mindre antropofagisk inklinerede vinkøbere ville være interesserede i en varedeklaration, der oplyser om den pågældende driks procentuelle indhold af kropsvæsker fra Golgatha. Ja, for personligt ville jeg da hellere spise génsplejsede soyabønner end drikke menneskeblod.

    Den blotte tanke om, at man skulle opnå en art forbund med Gud ved at spise og drikke Kristus, forekommer mig i dén grad fremmed, ja, lav og frastødende. At Gud skulle have behov for et rent kropsligt ritual for at kunne forbinde sig med de mennesker, der andægtigt bøjer sig for Ham, virker meget lidt guddommeligt. Har Kjærsig virkelig tænkt over, hvad det er, han siger? Skulle dén Kristus, der sagde, at “hvor to eller flere er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, skulle han virkelig have brug for noget så primitivt som et blodsprøjtende, kannibalsk ritual for at blive nærværende? Tanken er blasfemisk. Selv hvis Kjærsig vil betone nadverens værdi som en mindehandling til Kristi ære, må man tage afstand fra den, for hvem ville – ærligt talt – bryde sig om at blive mindet ved at blive fortæret? Nok ikke så mange. Jeg formoder da også, at Kjærsig selv ville blive kvalm, hvis han under en elsket læremesters begravelsesceremoni blev bedt om at tage en ordentlig bid af dennes underarm. Også hvis det blot var en symbolsk attrap for dette lem.

    Mao.: Lad os dog lægge disse drabelige dogmer bag os; de stammer jo fra dengang, mennesket havde pels på kroppen og manglede enhver forudsætning for at forstå, at ægte religion lever i tanken, i følelseslivet – ikke i kroppen. Som den i mere end én forstand udødelige Johannes Ewald spørger i en af sine ‘Aandelige Sange’: “Når spildtes Fryd af Visdoms Gud? / Mon Han forkyndte Kød sit Bud, / Og Ormen sine Himle? / Mon Evnerne, som Sjælen fik, / Blev skabte for det Øjeblik, / Hvori den her skal svimle?” Svaret er – dengang som nu – nej! I ethvert højerestående religiøst perspektiv er kroppen ubrugelig.

    – Bragt i Kristeligt Dagblad den 24. maj 2000

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Videre til værktøjslinje